Arvelighed

Nogle blødersygdomme er arvelige – derfor kan der følge mange overvejelser med, når en bløder ønsker at få børn.

Hæmofili og won Willebrand er medfødte og arvelige sygdomme, hvorimod ITP er en spontant opstået sygdom, der ikke er arvelig.

Hæmofili er en arvelig sygdom, som skyldes en genfejl på X-kromosomet. Det betyder, at hvis du er kvinde og anlægsbærer for hæmofili, er sandsynligheden 50 % for at få en dreng med hæmofili og tilsvarende 50 % for at få en pige, som er bærer af hæmofili. Hvis du er en mand med hæmofili, kan du ikke få drenge med hæmofili, men får du en pige, vil hun med 100 % sandsynlighed være bærer af hæmofili.

I to ud af tre tilfælde er hæmofili nedarvet, mens sygdommen i en ud af tre tilfælde skyldes en mutation.

Von Willebrands sygdom er medfødt og arvelig. Sygdommen skyldes en genfejl på kromosom nummer 12. Fejlen kan være arvet, eller den kan være opstået, da kromosomet blev dannet, hvilket kaldes en mutation. Når den først er opstået, vil forældrene kunne give den videre til deres børn.

Er sygdommen nedarvet, kan defekten enten sidde på det kromosom 12, man har fået fra moderen, eller det man har fået fra faderen. I sjældne tilfælde kan det sidde på dem begge - så er der tale om von Willebrands sygdom type 3, som er den sværeste variant af sygdommen. Lidt firkantet sagt får barnet sygdommen "i dobbelt portion". Der er ingen mulighed for, at det ene raske kromosom kan træde hjælpende til og kompensere for fejlen i det andet.

Type 3 kan dog også opstå som følge af en mutation i barnets egne gener - kombineret med et defekt kromosom 12 fra den ene forælder.

Blodsygdommen ITP er ikke arvelig.