Danmarks Bløderforening fylder 50 år

I 2020 kan Danmarks Bløderforening fejre 50 års jubilæum. Derfor kommer året til at stå i fejringens tegn – også selvom det bliver sammen, men hver for sig.

Der er meget at mindes og meget at fejre. Vi fejrer blandt andet en forening, der har formået at holde sig relevant gennem en periode, hvor behandlingsmulighederne har forbedret sig drastisk, men også en periode, hvor nye muligheder har haft en meget høj pris.

Vi lever i en tid, hvor man let kan komme til at tage fri adgang til den bedste medicin og et højt specialiseret sundhedsvæsen for givet. Man behøver dog ikke at kigge langt uden for Danmarks grænser for at blive mindet om, at det ikke er noget, der kommer af sig selv. Det oplever vi, når vi er til møder i EHC, den europæiske paraplyorganisation for blødere. På trods af store fremskridt de sidste 10-15 år, er der stadig lande, hvor der skal kæmpe for at få adgang til den nødvendige bløderbehandling.

Kæmper fortsat for danske hæmofilicentre
På den hjemlige bane oplever vi også, at der skal arbejdes for, at hæmofilicentrene fortsat kan være den livline, som blødere og deres pårørende har brug for – både i hverdagen og i akutte situationer. Her er hæmofilivagten stadig et stridspunkt, som vi arbejder for at få genetableret på både Rigshospitalet og AUH Skejby. Behovet for højt specialiserede hæmofilicentre bliver ikke mindre fremover, hvor helt nye typer af behandling kommer på markedet. Det kræver en stærk forening for, at vores stemme bliver hørt.

Livslange netværk
Selvom behandlingsmulighederne i dag er meget bedre end for 50 år siden, kan man stadig have brug for støtte og dele erfaringer med andre, der kan relatere sig til at leve med en blødersygdom. Derfor tilbyder Danmarks Bløderforening et stærk netværk og arrangerer og udvikler løbende medlemsaktiviteter, der favner alle livets faser. For ingen med blødersygdom skal stå alene. Sammen er vi stærke.

Ny jubilæumsfilm
Se foreningens nye jubilæumsfilm, der ser tilbage på foreningens virke gennem 50 år:

 

Skaf et medlem
I anledningen af jubilæet har vi iværksat en kampagne, der skal være med til at gøre foreningen større og stærkere. 

Jo flere, der bakker op om foreningen, jo stærkere er vi. Derfor opfordrer vi alle vores medlemmer til at henvise nye, potentielle medlemmer til foreningen. For hvert medlem du hverver, får du et lod i lodtrækningen om blandt andet et spaophold på Hotel Vejlefjord. Vi finder vinderne på foreningens 50 års fødselsdag d. 14. december 2020.

Læs mere om kampagnen, og hvordan du får dit navn med i puljen her »

EHC konferencen 2020
I 2020 er Danmarks Bløderforening vært for den europæiske paraplyorganisation EHC’s årlige konference. Vi håber fortsat at kunne afholde konference på Scandic Copenhagen fra d. 1-4. oktober. Her forventes der at deltage omkring 300 blødere, læger og repræsentanter fra medicinalindustrien. Bløderforeningen vil blandt andet bruge værtskabet til at skabe opmærksomhed om blødersygdom blandt danske sundhedsprofessionelle og beslutningstagere.

Læs mere om EHC-konferencen her » 

Fødselsdagskage
Til fødselsdag hører kage. Derfor inviterer vi på foreningens fødselsdag d. 14. december 2020 alle vores frivillige, medlemmer og samarbejdspartnere på lagkage i foreningens lokaler i København, så vi kan ønske hinanden tillykke med det flotte jubilæum.

Tillykke med vores forening!

 

Danmarks Bløderforenings jubilæum er støttet af følgende sponsorer: