Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Venekateter

For mange familier med bløderbørn har det lille venekateter port-a-cath betydet en stor lettelse i dagligdagen. Det gælder især, hvis barnet er svært at stikke, fordi årerne er små eller ”ruller” væk fra kanylen. Fordelen er, at der altid er hurtig og direkte adgang til en vene. Ulempen er, at der kan opstå infektioner.


Mange små bløderbørn i Danmark bliver tilbudt port-a-cath, hvis de skal have forebyggende behandling. Man vil altid gøre en indsats for at oplære forældre i at stikke, men det kan være en vanskelig situation selv at stikke - både for forældre og barn. Derfor vil port-a-cath for nogle gøre behandlingen lettere.

Fordele og ulemper

Fordelen ved port-a-cath er, at man altid kan behandle barnet i tide og give forebyggende behandling. Men der kan opstå komplikationer, og risikoen for infektion kan aldrig helt fjernes – uanset hvor god hygiejnen er. 

Infektion

Hvis der opstår komplikationer ved port-a-cath, er det oftest i form af en infektion. I mange tilfælde skyldes infektionerne bakterier fra barnets egen krop som for eksempel stafylokokker eller streptokokker. De kan give vidt forskellige symptomer og tilstande, men det generelle råd er, at man kontakter en læge, hvis barnet får uforklarlig feber, eller der opstår hævelser, rødme eller smerter omkring port-a-cath’et.
 
Blandt de øvrige komplikationer kan være, at kateteret tilstopper, at spidsen i den indvendige slange flytter sig eller knækker, at der opstår blødninger omkring kateteret, eller at det glider ud (gælder dog kun for katetre med udvendig slange).
 
For at undgå tilstopning og mindske risikoen for infektion skylles kateteret med saltvand og i nogle tilfælde også med det blodfortyndende heparin. Desuden anbefales det, at man anvender sterilt underlag og handsker, når der indgives faktor. Samtidig oplæres forældrene i, hvordan de skal rengøre og afspritte systemet.

Olivers port-a-cath har gjort hverdagen
nemmere for familien Michelsen

"Det har været en utrolig stor lettelse og tryghed at vide, at vi altid hurtigt kan give faktor. "

HVAD ER PORT-A-CATH

Et port-a-cath er et såkaldt centralt venekateter. Det består af et rundt kammer og en tynd slange (selve kateteret), som er forbundet med en af de store blodårer. I toppen sidder en tyk membran af silikone. Kateteret placeres oftest i brystkassen, hvor det kan ses som en lille udposning under huden.

Fordelen er, at man kan give faktor – eller andre former for medicin – blot ved at stikke en særlig kanyle ned gennem det tynde hudlag og membranen. På den måde adskiller et port-a-cath sig fra andre centrale venekatetre, hvor der stikker en slange ud gennem huden. Desuden kan det blive siddende i flere år uden at skulle udskiftes. Barnet vil normalt blive lagt i fuld narkose, når kateteret implanteres, og udskrives efter et par dage.

Port-a-cath er i øvrigt et firmanavn, men bruges i dag generelt om de centrale venekatetre, som ikke er forbundet med en udvendig slange.

Center for Børnesmerter
På Rigshospitalet har man oprettet Videnscenter for Børnesmerter, som har stor viden om, hvordan man forebygger og lindrer smerte hos børn, fx ved blodprøvetagning. Her er der mange gode råd at hente for forældre med børn, der ofte får taget blodprøver, eller som modtager subkutan behandling. 

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Vil du gerne modtage seneste nyt om blødersygdom og foreningens aktiviteter, så tilmeld dig foreningens nyhedsbrev.