Danmarks Bløderforening vinder værtskab for EHC-konferencen

Omkring 300 gæster bestående af patienter, læger og repræsentanter fra medicinalindustrien fra hele Europa ventes til København i begyndelsen af oktober 2020. Danmark Bløderforening skal nemlig være vært for den store EHC-konference i 2020 i København på Hotel Scandic Copenhagen.

Det står klart efter, at Danmarks Blødforening ved den netop afholdte EHC-konference i Bruxelles vandt værtskabet for 2020 efter en tæt og spændende budrunde. Først blev Paris og Geneve valgt fra, og i den afgørende finale stod valget mellem Berlin og København. Her vandt Danmarks Bløderforening med 18 stemmer mod 15.

I Danmarks bud, som foreningen præsenterede i Bruxelles, blev der blandt andet lagt vægt på:

  • at… 2020 er året, hvor Danmarks Bløderforening fylder 50 år. EHC-konferencen bliver således en del af jubilæumsfejringen.
  • at… Danmarks Bløderforening ønsker at sætte fokus på individualiseret behandling på EHC-konferencen 2020.
  • at… Danmarks Bløderforening ønsker at styrke de internationale bånd med andre europæiske bløderforeninger blandt andet via et øget samarbejde om sommerlejre.

Bløderforeningens formand, Jacob Bech Andersen, siger om valget af København:

Jeg er ualmindeligt stolt over, at Danmarks Bløderforening i 2020 skal være vært for EHC-konferencen. Der sker mange spændende ting på behandlingsområdet i disse år, og det kommer der helt sikkert endnu mere fokus på ved konferencen i København,” siger Jacob Bech Andersen. Han glæder sig samtidig over den tidsmæssige timing af konferencen i 2020.

2020 bliver et stort år for Danmarks Bløderforening, idet vi fylder 50 år, og derfor kommer vi naturligvis – sammen med en række andre festlige ting – til at bruge EHC-konferencen som en aktiv part i vores jubilæum. Jeg er sikker på, at vi i samarbejde med EHC kommer til at holde et brag af en konference, hvor vi får vist vores fine forening frem på den absolut bedste måde.”

Ved konferencen i Bruxelles var Danmarks Bløderforening repræsenteret ved bestyrelsesmedlem Naja Skouw-Rasmussen, formand Jacob Bech Andersen, ungerepræsentant Alexander Wittrup May, næstformand Tem Folmand og kasserer Christian Krog Madsen.

EHC er talerør for bløderforeningerne i Europa. Læs mere om den europæiske paraplyorganisations aktiviteter her >>

Foreningen sender også en stor tak til Wonderful Copenhagen for hjælp og støtte i udarbejdelsen af Danmarks Bløderforenings bud. 

 

Foto: EHC

« Tilbage