Dødsfald: DR-journalist Jørgen Pedersen

Da Blødersagen blev rullet op i anden halvdel af 1980 var det med en interesse fra journalister, som sikrede en solid og vedvarende mediedækning gennem flere år. Mange kunne se de principielle aspekter i sagen, og flere blev berørt af de menneskelige tragedier, som fulgte i kølvandet på smitten. Flere dygtige journalister fulgte sagen gennem mange år, og en del lavede omfattende og selvstændig research, som førte til afsløring af nye oplysninger. Flere af de ting, der blev gravet frem, kunne fremlægges i de efterfølgende retssager.

En af de mest dybdeborende og vedvarende var DR journalisten Jørgen Pedersen, som døde den 24 juli i år 79 år gammel efter i mange år at have slidt med dårligt helbred. Jørgen Pedersen præsenterede i flere indslag blødersagen og satte fokus på de personlige konsekvenser for de berørte. Det gjaldt blandt andet det unge ægtepar Per og Karina, som trods risiko for stigmatisering valgte at stå frem og fortælle, hvordan de helt tilbage i de allerførste år af epidemien var blevet forholdt information om nogle prøvesvar, information, som måske kunne have reddet Karinas liv. Jørgen Pedersen var hovedmanden bag dokumentaren ”Den menneskelige faktor” fra 1991, som vakte betydelig opsigt, og som bidrog til at skabe folkelig og politisk opbakning til en forbedring af den beskedne godtgørelsesordning til de smittede, som var blevet vedtaget i 1987.

Jørgen Pedersen lagde ikke skjul på, at han i sit mangeårige virke aldrig var blevet så berørt, som af nogle af de samtaler, han havde ført med de HIV-smittede blødere og deres familier, dengang da HIV-smitte var en sikker dødsdom. Alligevel var hans arbejde båret af en professionalisme og etik, som gjorde ham højt respekteret som lærer og kollega blandt yngre kolleger.

Af Terkel Andersen

« Tilbage