Mandag d. 19. maj 2024 blev resultaterne af en længe ventet uafhængig undersøgelse af den engelske blodskandale præsenteret for offentligheden. Undersøgelsen, der bygger på mere end fire tusind statements, har været flere år undervejs, og afdækker flere forhold omkring overførsel af smitte med HIV og Hepatitis C gennem medicin og blodtransfusioner i 1970-80'erne. I dag er blødermedicin smittefri, men dengang var blødermedicin baseret på blodplasma fra donorer, og blodet kunne derfor overføre virus.

Flere tusind mennesker smittet
I England var der dengang 4.000-6.000 mennesker diagnosticeret med blødersygdom. Omkring 1.250 blev smittet med HIV, heraf 380 børn. Næsten alle de smittede blev også smittet med Hepatitis C, og nogle også med Hepatitis B og Hepatitis D. Tre ud af fire af de 1.250 børn og voksne er i dag døde. En stor gruppe – mellem 2.400 og 5.000 mennesker med blødersygdom – udviklede kronisk Hepatitis C.

Undersøgelsen har også omfattet mennesker, der modtog transfusioner med inficeret blod, og her er antallet af smittede langt større. Blodtransfusionerne blev som oftest givet i forbindelse med fødsel eller operation, men også fra transfusioner til behandling af andre sygdomme som talassæmi, seglcelleanæmi eller leukæmi. Omkring 26.800 mennesker blev smittet med Hepatitis C gennem blodtransfusioner mellem 1970 og 1991. Af dem blev mellem 80 og 100 også smittet med HIV efter blodtransfusion. Langt størstedelen af dem, der blev smittet gennem blodtransfusioner udviklede kronisk Hepatitis C.

Se undersøgelseskommissionens rapport her >

Rapportens konklusioner
Ifølge formanden for undersøgelseskommissionen Brian Langstaff skete infektionerne fordi de britiske myndigheder – læger, blodbanker og efterfølgende regeringer – ikke satte patientsikkerhed først.

Undersøgelsen peger på flere årsager, herunder fejl i de nationale blodpolitikker, der blandt andet tillod import og distribution af blodprodukter fra lande, der brugte høj-risiko bloddonorer, og manglende prioritering og villighed til at investere i viral inaktivering.

Den peger også på, at det britiske sundhedsvæsen accepterede risikoen for Hepatitis C og var for langsomme til at reagere på risikoen for AIDS. Der har også været forsinkelser i diagnosticering og behandling, hvilket risikerede enkeltpersoners helbred og tillod spredning af infektioner til partnere og andre familiemedlemmer.

I rapporten er også fremsat kritik af den engelske bløderforening for tidligere handlinger. Rapporten peger blandt andet på, at den engelske forening var for langsom til at reagere på risikoen for AIDS. Undersøgelse fandt også, at den engelske bløderforening nedtonede betydningen af ​​Hepatitis C i begyndelsen af ​​1990'erne.

Læs mere om sagen på den engelske bløderforenings hjemmeside >

Undskyldning og erstatning
Den engelske premiere minister har efterfølgende givet en uforbeholden undskyldning, og der er angiveligt øremærket omkring 10 milliarder pund til en kompensationspakke, svarende til ca. 87 milliarder danske kroner.

Den danske blødersag
Op gennem 1980’erne blev det klart også i Danmark, at danske bløderpatienter var blevet smittet med HIV gennem deres blødermedicin. I dag lever 23 af de dengang 91 hiv-smittede blødere.

Trods dokumentation om smitterisiko og henvendelser fra læger og Danmarks Bløderforening var Sundhedsstyrelsen og daværende indenrigsminister Britta Schall Holberg i flere måneder afvisende over for at tilbyde danske blødere varmebehandlet faktormedicin.

Tragedien voksede yderligere, da den sidste bløder blev smittet EFTER 1. januar 1986, hvor de danske blødere ellers skulle være sikret screenet og varmebehandlet faktormedicin. Sundhedsstyrelsen havde imidlertid indgået aftale med Statens Seruminstitut og Nordisk Gentofte om at opbruge deres gamle lagre af ikke-screenet donorblod – uden at læger og patienter var vidende om det.

Danmarks Bløderforening lagde i 1987 sag an mod Nordisk Gentofte, Statens Seruminstitut, Sundhedsstyrelsen og Indenrigsministeriet om anvendelse af ikke-screenet donorblod efter 1. januar 1986. Sagen fyldte meget i mediebilledet dengang, og kørte indtil 1995, hvor foreningen tabte sagen i Østre Landsret.

Til gengæld bevilligede Folketinget straks efter dommen 20 mio. kr. til en erstatningsfond for de smittede blødere. Fonden er senere tilført yderligere 10 mio. kr. i 2010 og 2020. Forinden var hver smittet blevet tildelt en godtgørelse, der blev forøget flere gange til et samlet beløb på 750.000 kr. til hver. I 1996 fik Bløderforeningen medhold i en sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol mod Staten Danmark om langsommelig sagsbehandling.

Læs mere om Blødererstatningsfonden her >

De danske bløderpatienter, der blev smittet med Hepatitis C, har ikke modtaget individuelle erstatninger fra den danske regering. Danmarks Bløderforening kæmpede i mange år for at få oprettet en Hepatitis C-erstatningsfond i lighed med den fond, som blev oprettet for de hiv-smittede blødere. Det var desværre en forgæves kamp, som foreningen efter den årlige generalforsamling valgte at henlægge i 1999.

Dog indgik flere patienter fra blødergruppen i 2010 et økonomisk forlig med en række medicinalfirmaer i en amerikansk ledet og verdensomspændende retssag. I alt blev 177 danske blødere smittede med Hepatitis C-virus gennem deres medicin.

Bliv klogere på Blødersagen
I filmen nedenfor kan du blive klogere på den danske blødersag. Filmen blev produceret i 2020 i forbindelse med Danmarks Bløderforenings 50-års-jubilæum.