Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Gitte mistede sin mand til HIV

"Til døden (blodet) os skiller" er en ny selvbiografi skrevet af Gitte Navne Gram Rasmussen. Gitte mistede i 1993 sin mand Palle. Han døde af AIDS, efter at være blevet smittet med HIV i 1985 gennem sin livsvigtige blødermedicin. Gitte var 31 år, da hun blev enke med to børn på 3 og 7 år. Læs Gittes fortælling om et liv fyldt med kærlighed, krise og sorg.


Gittes mand Palle blev som 90 andre danske blødere i 80’erne smittet med HIV af sin livsnødvendige blødermedicin. En sygdom der skabte afmagt og frustration i den lille familie, der også talte to børn. Gennem 8 år levede familien i en hverdag, hvor diagnosen AIDS i udbrud lurede lige om hjørnet.

Gitte skildrer i sin nye selvbiografi "Til døden (blodet) os skiller" livet som nærmeste pårørende til en hård kamp mod sygdommen – og frustrationen og sorgen der fulgte med i årene efter Palles død.

Når man spørger Gitte, hvorfor hun har valgt at dele sin historie nu, lyder det:

”Historien er først og fremmest skrevet for at ære Palles minde, og også for at danskerne ikke skal glemme, at der var en Blødersag. Det er også mit håb, at mennesker i krise kan få glæde af at læse bogen.”

Formand for Danmarks Bløderforening Jacob Bech Andersen sender en tak til Gitte, for at stå frem med sin historie:

Foto: Gitte Navne Gram Rasmussen

”Det er langt fra ’bare lige’ at gå offentligt ud med en så personlig historie, men det er vigtigt. Ekstremt vigtigt! For vi skal huske Blødersagen. Vi skylder Palle og Gitte samt alle de uskyldige mennesker, der blev ramt, at Blødersagen og de menneskelige konsekvenser ikke bliver glemt. Sagen skal i al tid og evighed stå som en kæmpestor advarselstrekant i dansk medicinal- og samfundshistorie. Tak til Gitte for at være med til at huske omverdenen på det.”

Bogen lanceres i dag d. 6. maj 2024 og koster 249 kr.

Bogen kan købes her >


Den næste tid afholdes en række udgivelsesevents, hvor du har mulighed for at møde Gitte. Læs mere her:

  • Fredag den 10. maj kl. 13.00-15.00: Langes Boghandel, Torvestræde 3, 4700 Næstved
  • Fredag den 24. maj kl. 14.00-15.00: Næstved Bibliotek, Kvægtorvet 4, 4700 Næstved
  • Fredag den 31. maj kl. 14.00-ca. 16.00: Bog og Ide, Algade 83 B, 4760 Vordingborg


Foto: Forside af "Til døden (blodet) os skiller"


Udgivet d. 6. maj 2024

KORT OM BLØDERSAGEN

I firserne blev blødermedicin lavet på baggrund af blodplasma, og i starten af 80’erne begyndte de første forlydender om AIDS og HIV-smitte blandt blødere at dukke op. Snart blev det klart, at HIV-virus smitter gennem blod, og at blødermedicin derfor var smittebærende.

Trods dokumentation om smitterisiko og henvendelser fra læger og Danmarks Bløderforening var Sundhedsstyrelsen og indenrigsminister Britta Schall Holberg i flere måneder afvisende over for at tilbyde danske blødere varmebehandlet faktormedicin, dvs. medicin uden risiko for smitteoverførsel. Først da sagen kom i mediernes søgelys, skete der noget.

Tragedien blev yderligere intensiveret, da den sidste bløder blev smittet med HIV, efter d. 1. januar 1986, hvor de danske blødere ellers skulle være sikret smittefri behandling. Herefter fulgte en lang og omfattende retssag, hvor Danmarks Bløderforening ikke endte med at få medhold. Til gengæld bevilligede Folketinget 20 mio. kr. til en erstatningsfond for de smittede blødere.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Vil du gerne modtage seneste nyt om blødersygdom og foreningens aktiviteter, så tilmeld dig foreningens nyhedsbrev.