Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Nordisk møde i Oslo 2022

Fra fredag d. 11-søndag d. 13. marts dannede Oslo rammen om møde mellem de nordiske og baltiske bløderforeninger. Sidst der blev afholdt Nordisk møde var i København i 2019.


Den norske bløderforening havde planlagt et rigtig godt program, der både bød på faglige oplæg, erfaringsudveksling og besøg på det nye Edvard Munch museum i Oslo. Fra Danmarks Bløderforening deltog bestyrelsesmedlem Martin Boelt Sørensen og sekretariatsleder Karen Binger Holm.

Foto: Nordisk møde 2022 i Oslo, fællesbillede.

Fokus på kvindelige bærere
Lørdagen bød på et oplæg ved sygeplejerske Siri Grønhaug fra Oslo Universitetshospital, om en spændende undersøgelse, som det norske hæmofilicenter skal i gang med. Her vil man kortlægge, hvor mange kvindelige bærere af hæmofili A og B, der er i Norge, hvor mange af bærerne der har øget blødningstendens, hvilke blødninger de oplever, og hvilken behandling de får. Det bliver spændende at følge undersøgelsen, som det også kunne være relevant at gennemføre i Danmark.

Oplægget lå i tråd med filmen "Hjälmen", som blev vist fredag aften. Filmen handler om nogle af de dilemmaer og udfordringer, der kan følge med en arvelig blødersygdom, set fra en kvindelig bærers perspektiv.  Det er den svenske filminstruktør Zanyar Adami, som har instrueret filmen. Zanyar Adami er selv bløder og filmen bygger på hans egne oplevelser. Den svenske bløderforening FBIS har støttet filmen "Hjälmen", som kan ses her >>

Nye undersøgelse om moderate blødere

Læge Ragnhild Johanne Måseide fortalte om resultaterne af det såkaldte MoHem-studie, som Sverige, Finland og Norge har deltaget i. Studiet har haft fokus på ledstatus blandt 145 blødere med hæmofili A og B i moderat grad og viser, at blødere i moderat grad har flere blødninger end blødere i svær grad og derfor også med alderen får hæmofili-artropati. På den baggrund anbefaler hun, at blødere i moderat grad følger samme behandlingsguidelines, som blødere i svær grad.

Foto: Oplæg ved læge Ragnhild Johanne Måseide om MoHem-studiet.

Foto: Det sociale program bød bl.a. på en rundtur på det nye Edvard Munch museum i Oslo.

Stor tak til den norske bløderforening for et rigtig godt møde. Vi glæder os til at besøge Island i 2023!

Nyhedsbrev

Vil du gerne modtage de seneste nyheder om blødersygdom og foreningens aktiviteter, så tilmeld dig foreningens nyhedsbrev. Nyhedsbrevet er et supplement til medlemsbladet BløderNyt.