Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Bagvagtsfunktion nedlægges

Besparelsen af bagvagtensfunktionen på hæmofilicentret i Skejby ser desværre ud til at blive gennemført. Så fra 1. januar 2009 vil der ikke længere være adgang til at konsultere en specialist, når en vestdansk bløder får brug for behandling uden for normal arbejdstid. Bløderforeningen vil kæmpe videre for at få bagvagtsfunktionen genindført.


Politikere og sygehusledelse har ikke lyttet til hæmofilicentrets og Bløderforeningens protester og har altså valgt at nedlægge bagvagtsfunktionen på Skejby Sygehus.
 
I et svar til Bløderforeningen fra Skejby Sygehus´ ledelse konstateres det, at der er mange områder, der bliver ramt. Der er ikke konkret svar på vores bekymringer, og det er dybt utilfredsstillende.
 
Men Bløderforeningen har ikke givet op.
 
Måske er der hjælp at hente i en ny beskrivelse af specialefunktionen for hæmofili. Denne nye beskrivelse er på vej fra Sundhedsstyrelsen.
 
Bløderforeningen har rettet henvendelse til Sundhedsstyrelsen for at tale vores sag. Hvorvidt det lykkes er endnu for tidligt at sige noget om, men vi forventer opbakning fra Sundhedsstyrelsen. Vi følger sagen tæt og vender tilbage, når der er nyt.

Læs mere om sagen »