Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Blødererstatningsfonden fortsætter

Dagbladet Politiken bragte søndag d. 17. maj 2009 to artikler om Blødererstatningsfondens fremtid. Heri fremgår det, at både Sundhedsministeren og den samlede opposition er indstillet på at forlænge Blødererstatningsfondens virke.


Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen citeres bl.a. for følgende:
 
”Det har bestemt hjulpet at tale med nogle af de mennesker, som har det her helt inde på livet. Det har ændret sagen for mig, og jeg har nu sat en proces i gang, så vi kan få fundet en løsning og tilført fonden nogle nye midler”.
 
Ministeren referer til, at en delegation fra Danmarks Bløderforening og Blødererstatningsfonden i marts 2009 mødtes med ham for at diskutere Blødererstatningsfondens fremtid.
 
Formand for Blødererstatningsfonden, Tove Lehrmann, udtaler i forbindelse med Sundhedsministerens udmelding i Politiken:
 
”Jeg er glad og lettet over, at Blødererstatningsfonden kan fortsætte. De hiv-smittede blødere har stadig en række særlige og individuelle behov, som gør det helt nødvendigt, at de fortsat kan få støtte.”
 
Baggrund
Blødererstatningsfonden blev etableret i 1995 i kølvandet på Blødersagen, hvor 91 danske blødere blev smittet med hiv via deres blødermedicin. Folketinget og den daværende regering påtog sig dengang et moralsk og økonomisk ansvar i forhold til at sikre, at de hiv-smittede bløderes særlige og individuelle behov bedre kunne imødekommes og etablerede derfor Blødererstatningsfonden.
 
Imidlertid blev denne fond sat til udløb senest i 2010, idet ingen regnede med, at de hiv-smittede blødere ville leve så længe. Udviklingen af bedre behandlingsmuligheder har heldigvis ændret på dette, og i dag lever 27 af de hiv-smittede blødere endnu.
 
Fortsat behov
De hiv-smittede blødere har stadig behov for støtte. Derfor har Bløderforeningen og Blødererstatningsfonden flere gange rettet henvendelse til politikerne og Sundhedsministeriet for at sikre en fortsættelse af Blødererstatningsfonden.
 
Mens både Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet samt de øvrige oppositionspartier og andre har været meget lydhøre, har det knebet mere med ministeren. Men han er altså nu også blevet overbevist om, at der fortsat er brug for fonden.
 
”Vi vil gerne rose ministeren for at have lyttet til os og komme os i møde og således lever op til sit ansvar. Vi mangler dog at få den endelige konstruktion på plads. Vi ser frem til et snarligt udspil fra ministeriet, så en løsning kan findes forud for de næste finanslovsforhandlinger. De hiv-smittede blødere er i forvejen hårdt ramt, og de har brug for den tryghed, der er forbundet med at vide, hvordan deres fremtidige vilkår vil være”, siger Tove Lehrmann.
 
Tove Lehrmann kan kontaktes på tlf. 2920 1322.
Direktør i Danmarks Bløderforening, Lene Jensen, kan kontaktes på tlf. 2279 9561.
 
Læs artiklerne fra Politiken: