Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Bløderformand: Sundhedsudvalget har truffet den rigtige beslutning

Sundhedsudvalget har truffet den rigtige beslutning. Det mener formanden for Danmarks Bløderforening, Terkel Andersen efter at Folketingets Sundhedsudvalg i dag har truffet beslutning om at indføre en bedre screening af donorblod, den såkaldte NAT-screening.


Pressemeddelelse udsendt den 22.08.2007

 

- Der er meget på spil, når det handler om donorblod, siger Terkel Andersen. - Grundlæggende handler det om at kunne have tillid til det danske sundhedsvæsen. Som patient skal man kunne føle tryghed ved at man i sundhedsvæsenet gør hvad man kan for at forebygge skader. Men det handler også om, at man både som patient og som bloddonor skal kunne regne med, at der tages bedst mulig hånd om den gave, en bloddonation nu engang er. Derfor er det en rigtig beslutning, sundhedspolitikerne i dag har truffet.

Socialdemokraterne har i kølvandet på dagens møde i sundhedsudvalget rejst en debat om den lukkethed, der omgiver beslutninger vedrørende blodforsyningen. Terkel Andersen glæder sig over, at der måske er bevægelse på vej i det politiske landskab:

- Det er mildt sagt på tide at få åbenhed i beslutningsprocesserne omkring donorblod, blodtransfusioner og andre forhold. Vi må have prioriteringerne frem i lyset. Det kan måske hjælpe politikerne med at gå forlæns ind i beslutningerne fremfor at trippe baglæns afsted, når skaderne er sket, siger Terkel Andersen og hentyder til, at politikerne for tre år siden besluttede ikke at anvende de nødvendige økonomiske midler på screening af donor-blod.

- Jeg håber derfor, at der kan findes politisk konsensus om mere åbenhed omkring beslutningerne og den baggrundsviden, der findes. I Danmarks Bløderforening har vi fortvivlende stor erfaring omkring hvad lukkede beslutningsprocesser kan medføre og derfor støtter vi helhjertet op om åbenhed, slutter Terkel Andersen.

I midten af 1980erne blev 91 blødere smittet med hiv via deres faktormedicin – 64 er døde, 27 lever i dag. Et større antal blødere blev smittet med kronisk leverbetændelse (hepatitis C) på samme måde.

 
For yderligere kommentarer, kontakt Terkel Andersen, tlf.: 2011 3505