Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Center for Hæmofili og Trombose på Skejby flytter

Den 1. januar flytter Center for Hæmofili og Trombose fra afdelingen Blodprøver og Biokemi til Blodsygdomme.


Hospitalsledelsen på Aarhus Universitetshospital (AUH) har besluttet, at patienter med blødersygdomme fra 1. januar 2019 skal være tilknyttet et nyoprettet Blødercenter på afdelingen Blodsygdomme. Hospitalsledelsen har taget beslutningen for at fremtidssikre diagnostik, behandling og kontrol af patienter med medfødt eller erhvervet blødersygdom.

Kendte og nye ansigter
Overlæge Lone Hvitfeldt Poulsen og sygeplejerskerne Inger Adamsen og Helle Sylvest flytter med og vil fortsat primært varetage kontakt og behandling af bløderne i det nye Blødercenter. Fysioterapeuterne vil fortsat også være tilknyttet centret. Derudover vil to speciallæger fra afdelingen Blodsygdomme blive opkvalificeret, så de også får kompetence til at behandle medfødt blødersygdom.

Ny adresse
Det nye Blødercenter ligger ca. 50 meter fra det gamle Center for Hæmofili og Trombose.

Adressen er:

Blodsygdomme Blødercenter
Aarhus Universitetshospital 
Palle Juul-Jensens Boulevard 99
8200 Aarhus N
Indgang C, C213

Patienter der er tilknyttet centeret vil blive skriftligt informeret om flytningen, og de patienter der allerede har ambulante tider i centret vil også få brev om adresseændringen.

Telefonnumre og telefontider
Hvis du skal i kontakt med Blødercentret er det fra d. 2. januar 2019 følgende telenumre, der gælder:

  • Sygeplejerske kl. 8.30-10.00 og 13.00-14.30 på tlf. 7845 5199 (mandag til fredag)
  • Sekretær (blodsygdomme Klinik) kl. 8.00-15.00 på tlf. 78455848 (mandag til fredag)

I forbindelse med dit næste besøg vil du få udleveret et bløderkort med den nye adresse og telefonnumre. 

Uden for åbningstid
Blødervagten flytter først med til afdelingen Blodsygdomme den 1. maj 2019. Indtil da varetages den uændret af de læger, som varetager vagten på nuværende tidspunkt.

Ved skade med mistanke om blødning skal du udenfor Blødercentrets åbningstid primært henvende dig til nærmeste skadestue eller vagtlæge med henblik på lægelig vurdering. Vagtlæge/skadestue kan derefter kontakte vagthavende læge via Omstillingen på Aarhus Universitetshospital på tlf. 7845 0000.

Ved anden alvorlig blødning kontaktes vagthavende læge via Omstillingen på tlf. 7845 0000.

Bløderforeningen følger op
Bløderforeningen er i kontakt med hospitalsledelsen, som gør hvad de kan for at sikre, at konsekvenserne ved flytningen bliver så få som mulige for patienterne og det personale, der flytter med. I foreningen er vi særligt opmærksomme på, at afdelingen fortsat vil sikre den højtspecialiserede hæmofilifunktion med de særlige opgaver, der følger med den.

Foreningen er inviteret til møde med den nye afdelingsledelse i begyndelsen af det nye år. Her vil vi blandt andet drøfte comprehensive care, som indebærer, at et hæmofilicentret har faglig ekspertise til at varetage alle spørgsmål og problemer, som kan opstå hos bløderpatienterne. Ikke mindst set i lyset af, at bløderne, i takt med at de bliver ældre, ikke kun udvikler hæmofili-artropati, men også alders- og livsstilsrelaterede sygdomme, hvor behandling kræver tæt koordinering mellem hæmofilicentret og andre afdelinger.

Alle informationerne vil blive opdateret her på foreningens hjemmeside. 

Udgivet: 17-12-2018

Læs BløderNyt

Her kan du læse tidligere udgaver af foreningens medlemsblad BløderNyt. Bladet udgives to gange om året og indeholder bl.a. artikler om, hvordan det er at leve med en blødersygdom i Danmark og om den nyeste udvikling inden for behandling.