Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Dansk studie om corona gavner også bløderpatienter

Professor og overlæge Henrik Frederiksen fra Hæmatologisk Afdeling på Odense Universitetshospital har taget initiativ til et landsdækkende forskningsprojekt blandt patienter med hæmatologiske sygdomme, som smittes med coronavirus. Målet er at få viden, som kan bruges til at vejlede læger og sundhedsvæsen i at træffe de bedste valg for patienterne – også for patienter hæmofili og Immun Trombocytopeni (ITP).


Man ved stadig kun lidt om, hvad coronavirus har af betydning for patienter, der i forvejen har en blodsygdom som fx kræft. Derfor har danske læger på rekordtid startet et forsøg, hvor de følger alle de voksne patienter i Danmark, som har sygdomme i blodet, og som bliver indlagt på grund af coronavirus.

Ved at følge dem, håber lægerne at blive klogere på, hvilke kendetegn hos patienten der har betydning for, hvordan deres forløb bliver. Det kan eksempelvis være patientens alder, om de lider af andre kroniske sygdomme, hvor stærkt eller svækket deres immunforsvar var, da de blev syge på grund af coronavirus, og meget mere. 

Henrik Frederiksen er formand for de danske blodlæger i Dansk Hæmatologisk Selskab og initiativtager til den nye forskning, som også vil komme patienter med hæmofili og ITP til gavn.

I en nyhed på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside udtaler Henrik Frederiksen; ”Vi håber at have resultater, der ruster os bedre, allerede hvis der kommer en anden bølge af coronasmitte, men det er endnu for tidligt at sige. Ellers vil resultaterne fra vores undersøgelse kunne bruges i andre epidemier, som den vi ser nu”. 

Forskningen er støttet af Kræftens Bekæmpelse. Læs hele nyheden om forskningsprojektet på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside >>

EUHASS overvåger også corona
Det europæiske samarbejde European Haemophilia Safety Survaillance (EUHASS) begynder også at registrere hæmofilipatienter, der får alvorlige symptomer på coronavirus. Det er hæmofilicentrene i de europæiske lande, der i forvejen samarbejder om at indrapportere tilfælde af inhibitor, allergiske reaktioner, mm, som nu også vil samarbejde om at følge coronavirus blandt hæmofilipatienter. Både Hæmofilcenter Rigshospitalet og Blødercenter Vest på AUH er med i EUHASS og samarbejdet kan bidrage med vigtige erfaringer fra fx Italien og Spanien om behandling bløderpatienter smittet med coronavirus.

Læs mere om EUHASS her >>

Udgivet: 27. marts 2020

BløderNyt

BløderNyt er Danmarks Bløderforenings medlemsblad, der udkommer to gange om året og lander i alle medlemmers postkasser. Læs nye og tidligere udgaver af bladet.