Det handler om tillid
Indspark af Arne Rolighed
Når patienten møder lægen, må patienten have tillid til, at det, der kan gøre nytte med hensyn til helbredelse, livsforlængelse eller blot at føre kvalitet til livet, også bliver tilbudt patienten. Lægen må sikre sig, at der er dokumentation for, at tilbuddet har en positiv effekt, der overstiger bivirkningerne.
Vores sundhedssystem er unikt i den forstand, at patienter i princippet har alverdens behandlingsmuligheder til deres rådighed. Kan den praktiserende læge ikke hjælpe, bliver patienten sendt til speciallæge eller på sygehuset. Kan det lokale sygehus ikke klare det, visiteres patienten til en afdeling med specialbehandling. Må også de give op, kan patienten visiteres til en specialist i udlandet, når der er tilstrækkelig dokumentation for, at behandlingstilbuddet her virker. Der er også givet mulighed for, at specialisterne på vores landsdelscentre kan visitere til veltilrettelagte forskningsforsøg både her i landet og i udlandet. Endelig kan patienter med livstruende sygdom og uden helbredende behandling visiteres til eksperimentel behandling her i landet og i udlandet. Alt sammen vederlagsfrit for patienten. Det er ganske enkelt flot.
Dette flotte værdimæssige grundlag forudsætter, at fagpersonerne fortløbende er opdateret på den vældige strøm af ny viden, der dagligt produceres. Det værdimæssige grundlag forudsætter også, at lægen eller fagpersonen kender sin begrænsning - og holder fingrene væk fra det, han eller hun ikke har forstand på - og sender patienten videre til de relevante specialister. I korthed handler det om, at ”den rigtige pille kommer i den rigtige mund”. Eller at patienten netop får den behandling, patienten har brug for. Det er ligeså etisk uantageligt at anvende en forkert pille som at undlade at tilbyde den rigtige pille.
Der er ikke penge mellem patient og læge. Lægen kan koncentrere sig om det faglige og bliver ikke distraheret af egne interesser. Patienten behøver ikke at tænke på hus og hjem. Fællesskabet betaler uanset prisen – der for enkelte behandlingsforløb kan løbe op mod et trecifret millionbeløb. Er der to behandlinger, som er nogenlunde lige effektive, skal lægen naturligvis vælge den billigste.
Dette værdifundament er både flot og stærkt, når det handler om skabe rammer for et tillidsfuldt møde mellem læge og patient. Værdien er sat under pres, idet både sundhedsstyrelse og regioner ved nedsættelse af råd og udvalg forsøger at blande sig i lægernes frie ordinationsret. Skulle det lykkes at fratage lægerne mulighed for at anvende lægemidler, EMA (European Medicines Agency, red.) i London har godkendt, og EU-kommissionen har givet markedsføringstilladelse, så er prisen høj: mindre tillid hos patienterne til at de får det, der gør nytte.
Vores sundhedssystem er unikt i den forstand, at patienter i princippet har alverdens behandlingsmuligheder til deres rådighed. Kan den praktiserende læge ikke hjælpe, bliver patienten sendt til speciallæge eller på sygehuset. Kan det lokale sygehus ikke klare det, visiteres patienten til en afdeling med specialbehandling. Må også de give op, kan patienten visiteres til en specialist i udlandet, når der er tilstrækkelig dokumentation for, at behandlingstilbuddet her virker. Der er også givet mulighed for, at specialisterne på vores landsdelscentre kan visitere til veltilrettelagte forskningsforsøg både her i landet og i udlandet. Endelig kan patienter med livstruende sygdom og uden helbredende behandling visiteres til eksperimentel behandling her i landet og i udlandet. Alt sammen vederlagsfrit for patienten. Det er ganske enkelt flot.
Dette flotte værdimæssige grundlag forudsætter, at fagpersonerne fortløbende er opdateret på den vældige strøm af ny viden, der dagligt produceres. Det værdimæssige grundlag forudsætter også, at lægen eller fagpersonen kender sin begrænsning - og holder fingrene væk fra det, han eller hun ikke har forstand på - og sender patienten videre til de relevante specialister. I korthed handler det om, at ”den rigtige pille kommer i den rigtige mund”. Eller at patienten netop får den behandling, patienten har brug for. Det er ligeså etisk uantageligt at anvende en forkert pille som at undlade at tilbyde den rigtige pille.
Der er ikke penge mellem patient og læge. Lægen kan koncentrere sig om det faglige og bliver ikke distraheret af egne interesser. Patienten behøver ikke at tænke på hus og hjem. Fællesskabet betaler uanset prisen – der for enkelte behandlingsforløb kan løbe op mod et trecifret millionbeløb. Er der to behandlinger, som er nogenlunde lige effektive, skal lægen naturligvis vælge den billigste.
Dette værdifundament er både flot og stærkt, når det handler om skabe rammer for et tillidsfuldt møde mellem læge og patient. Værdien er sat under pres, idet både sundhedsstyrelse og regioner ved nedsættelse af råd og udvalg forsøger at blande sig i lægernes frie ordinationsret. Skulle det lykkes at fratage lægerne mulighed for at anvende lægemidler, EMA (European Medicines Agency, red.) i London har godkendt, og EU-kommissionen har givet markedsføringstilladelse, så er prisen høj: mindre tillid hos patienterne til at de får det, der gør nytte.
Hvad mener du?
Giv din kommentar til Arne Roligheds indspark her.