International aidsdag 1. december
I dag – den 1. december – er det World Aids Day. I dag mindes Danmarks Bløderforening de 91 blødere, der blev smittet med hiv gennem deres faktormedicin i 1980erne.
91 danske blødere – børn, unge og voksne – blev smittet med hiv som følge af bløderskandalen. Dengang var hiv en dødsdom. Det er det heldigvis ikke længere. I dag lever 24 blødere med hiv efter Blødersagen. Men hiv-smitten er, trods effektiv behandling, stadig en tung del af gruppens bagage, både fysisk og mentalt.
Stadig behov for Blødererstatningsfonden
Traditionen tro mødtes hiv-netværket og markerede d. 1. december sammen. I mødet deltog også Tove Lehrmann, formand for Blødererstatningsfonden. Samtalerne med fondens formand bekræfter, at der fortsat er brug for støtte, dels fordi flere pga. hiv og blødersygdom ikke har haft samme muligheder på arbejdsmarkedet, som andre borgere. Dels fordi gruppen med sin særegne historie kan opleve øget sårbarhed. En sårbarhed, som også de pårørende er mærket af.
Efter Blødersagen besluttede regeringen og Folketingets partier i 1995 at oprette Blødererstatningsfonden for at sikre, at de hiv-smittede bløderes og deres pårørendes særlige og individuelle behov nu og i årene fremover kan imødekommes. Læs mere om Blødersagen her >>
Udgivet: 01-12-2018
Læs BløderNyt
Her kan du læse tidligere udgaver af foreningens medlemsblad BløderNyt. Bladet udgives to gange om året og indeholder bl.a. artikler om, hvordan det er at leve med en blødersygdom i Danmark og om den nyeste udvikling inden for behandling.