Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Jørgen Ingerslev er død

Mindeord over Jørgen Ingerslev.


Jørgen Ingerslev var en af verdens førende specialister inden for blødersygdomme og blodpropper og nød stor anerkendelse for sin viden om koagulationssystemet. Han publicerede og var en hyppigt anvendt oplægsholder ved internationale konferencer og symposier såvel som ved kurser for yngre bløderlæger rundt omkring i verden. Jørgen Ingerslev blev i 1970 uddannet læge fra Aarhus Universitet, hvorfra han modtog en guldmedalje for sin afhandling i klinisk biokemi.

I perioden 1984-2009 arbejdede Jørgen Ingerslev som overlæge og professor på Aarhus Universitetshospital, hvor han som chef for Center for hæmofili og trombose udviklede det vestdanske hæmofilicenter. I 2008 var Jørgen Ingerslev med til at publicere fælles principper for organisering af hæmofilibehandlingen i Europa. Principperne danner grundlag for de kvalitetskrav, man i dag skal leve op til for at blive certificeret som ”comprehensive care” hæmofilicenter gennem sammenslutningen af europæiske hæmofilicentre (EAHAD).

I Blødernyt 1/2013 skrev Jørgen Ingerslev en artikel netop om vigtigheden af højt specialiserede hæmofilicentre. Læs artiklen her >> på side 18. 

Gennem mange år var Jørgen Ingerslev formand for Danmarks Bløderforenings lægelige komité og i forlængelse af hiv og hep C tragedierne stillede han sig i spidsen for en relativt hurtig indfasning af rekombinante faktorpræparater i Danmark.

Ære være hans minde.

Udgivet: 07-08-2019

Læs BløderNyt

Her kan du læse tidligere udgaver af foreningens medlemsblad BløderNyt. Bladet udgives to gange om året og indeholder bl.a. artikler om, hvordan det er at leve med en blødersygdom i Danmark og om den nyeste udvikling inden for behandling.