Af lejrchef Tem Folmand

Søndag den 28. juni
Vestsjællands Idrætsefterskole skal i år være rammen for årets Bløderlejr, og jeg kan allerede nu sige, at med alle de faciliteter skolen har, bliver det ikke en kedelig uge.

Som sædvanlig kom Tina og jeg i går. Det er meget rart at have lidt styr på skolen, inden de 14 blødere, samt sygeplejerske Susannes to unger vælter ind på skolen. Dynerne bliver fordelt på værelserne, navneskiltene kommer på dørene, stikkerummet bliver gjort klar til Susanne, og diverse lækre sager bliver handlet ind i Tyskland til slikbutikken – Så nu kan de alle bare komme an!

Desværre måtte vi igen sidste år sige farvel til tre unge, da de var blevet 17 år, men heldigvis kommer der i år tre nye med, som klarer ”adgangskravet” på 7 år. Det er altid dejligt med nye ansigter, og jeg er sikker på, de hurtigt falder godt ind i gruppen.

En efter en kommer dem, som ikke har valgt at benytte fællestransporten – og måske fornuftigt nok, fordi ligesom for et par år siden, så har bussen glemt at hente dem på Slagelse Station. Hmm, tror jeg skal blive skarpere på de busselskaber…

Det gav lidt mere tid sammen med forældrene, der selv havde kørt, og ikke mindst til de tre nye. En af dem er Marius – dejlig dreng med krudt i r.. bagen. Moren fortæller, at det med slik til aften er på eget ansvar(!) Det er ikke væggene, som bliver løbet på, men loftet… Jasåå, spændende, det må komme an på en prøve.

Endelig triller bussen ind på skolen, og som altid med en dejlig forventnings-susen i maven, men når alt kommer til alt, er det nærmest som om, vi lige sagde farvel i sidste weekend. Alle ungerne er stadig lige så glade og frække, dog lige vokset et hoved siden sidst.

Efter at taskerne er smidt ind på værelserne, sengetøjet er kommet på, og der er vinket farvel til de sidste forældre, mødes vi i spisesalen til en bid brød og saft. Alle bliver selvfølgelig budt velkommen, men specielt de nye – Marius, Noah og Gustav – rejser sig på stolen og præsenterer sig meget flot. Også Jonas, som er ny medhjælper gør det flot.. Vi andre ”gamle” råber alle vores navne på en gang, så kan de nok huske det, ellers har de en hel uge. :-)

Mens T-shirt og caps ligger og tørrer og bliver klar til ugens strabadser, begynder der at falde ro på lejren. Det har været en lang rejsedag for nogen, og der er store forventninger for andre. Jeg er i hvert fald glad for at komme i gang med årets Bløderlejr.

Mandag den 29. juni
”CARL, HAN HAR FØDSELSDAG, OG DET HAR HAN JO…”

Efter vi endnu engang havde fejret Carl med pandekager og is, var det tid til at indvie vores lille oase. Tilknyttet skolen er der et rigtigt hyggeligt sted – et stort græsareal med borde/bænke, shelter, bålplads og ikke mindst en badesø, jamen kan man ønske sig mere?!

I år står vi selv for aftensmaden, dvs. lune, sætte frem, rydde op og vaske op, så det er selvfølgelig sat i system mellem de to hold. Det hold, som klarer det bedst, får et point i Blodkampen sidst på ugen.

Tina har her til aften haft travlt i slikbutikken. Der er jo blevet brændt godt med krudt af i løbet af dagen, så depoterne skal fyldes op til endnu en solrig dag i morgen, og netop vejret skulle vist kun blive bedre og bedre…

Madpakken bliver knapt spist på græsset, inden de første allerede har kastet sig over de mange spil som findes, lige fra alverdens keglespil til at bygge sin egen dæmning i et vandløb. Specielt det med dæmningen fangede nogle af de stores interesse – måske vi har et par kommende ingeniører her?

Udover fællesleg med en instruktør fra Gerlev Legepark blev der selvfølgelig også dystet i Blodkampen indenfor flere discipliner. Det hele sluttede på den ultimative forhindringsbane, hvor balancen kom de hurtigste til gode. Det er skønt at se, hvordan de alle har kæmpet, og ikke mindst hygget sig, med de primitive lege. Det kan kun afsluttes på en rigtig måde her i sommervarmen (27 grader) – en stor dejlig kold is! :-)

Onsdag den 1. juli
”TEM, HAN HAR FØDSELSDAG, OG DET HAR HAN JO…..”
Nej, det har jeg så ikke, prøvede ellers at bilde dem det ind, nu når vi var blevet så gode til at synge, men den gik ikke…

Igennem de sidste 35 år på Bløderlejren er der altid gået lidt sport, og ikke mindst læring, i at stikke hinanden. Yes, I know, det kan lyde lidt bizart – Der er nok ikke mange sommerlejre, hvor det praktiseres, men her giver det faktisk god mening.

I dag var det Emil (17 år), som skulle have faktor. Den klarede Allan(16 år) da lige, mens en stolt sygeplejerske Susanne overværede det hele. Det er selvfølgelig ikke sådan, at fx to 8-årige får lov til at ”fægte” med to nåle. Samtidig får Susanne sig en god snak med flere af de unge om at være ung med blødersygdommen. Der er andre ting, man nu skal tænke over, end da man bare rendte rundt og legede.

En anden rigtig vigtig ting her på Bløderlejren er at knytte venskaber(netværk) på den lange bane. Jeg selv fx. har stadig en del gode venner fra mine Bløderlejre. Det er dem, jeg spørger til råds, hvis jeg har noget bløderrelateret, og ikke min gamle skolekammerat. Sådan vil det også være med de her knægte om 15-30 år.

En hyggelig tradition er besøgsdagen, som altid ligger her om onsdagen mellem klokken 13-17, hvor forældre kan komme og besøge deres puttegøjser. Men vi får også besøg af de bløderbørn, som endnu ikke er blevet 7 år. De kan komme og se lejren og forhåbentlig få lyst til at komme med, når alderen er der.

Torsdag den 2. juli
Vi kan næsten ikke blive hurtigt nok færdige med morgenmad, at lave madpakker og tage medicin, for inden længe står bussen klar til at køre os i Tivoli, som vi alle har glædet os til. Et par timer senere står vi midt på plænen i den gamle smukke have. Vi bliver hurtigt enige om at starte med madpakken – Så er det overstået, hvorefter vi kan gi´ den gas på vores turpas. Inden vi alle kan rende af sted, skal Danny have en gang faktor. Det er sådan, at han har inhibitor, som resulterer i, at medicinen allerede er ude af hans krop 2 timer senere. Så det skal virkelig gives i sidste øjeblik. Der må man engang imellem ty til alternative steder, fx plænen i Tivoli.

Efter mange timers skrig og skrål i de mange forlystelser – lige fra veteranbilerne til Dæmonen, kun afbrudt af et enkelt is-pitstop – var det tid til at vende næsen hjemad. Selvfølgelig skulle Score-Emil lige forsøge at charmere sig ind på en pige, som sad på en bænk, lige indtil hendes kæreste kom, så smuttede Emil!! Man skulle nok ha´ været der, men vi alle var færdige af grin.

Der en kun en måde at slutte en lang Tivolidag på: Vi gjorde selvfølgelig et stop på McDonald´s da vi kørte hjem mod skolen. Det er noget skrald, men en succes hos ungerne.

Sikke en lang, men utrolig sjov og hyggelig dag. Vi er alle meget trætte, og de fleste slapper af til en børnefilm ovre i filmrummet.

Fredag den 3. juli
Én ting er de seje unger, som lærer at stikke sig selv på lejren, men at vores seje børnepassere også stikker sig selv, det er go´ stil. Som de siger: ”Det er nemmere at tale med om, når man selv har prøvet det.” Nicolai (11 år) var også sej – eller også var det Martin(26 år), som var mest sej. Han lod Nicolai stikke sig, da han skulle have medicin, ganske upåvirket, kørte han lige nålen ind, så blodet løb tilbage, godt gået!!

Efter aftensmaden stod den på hurtig oprydning og opvask, så man kunne komme i slikbutikken og snolde til aftenfilm. Først har gruppe 1 og 2 set en film og bagefter gruppe 3. Det gav os voksne lidt ro til at komme rundt på skolens areal for at planlægge årets natløb.

Klokken 0.28 bliver gruppe 3, som består af de store børn, sendt ud i mørket med en lommelygte, som kun lyser, når den er ladet op. Det sker ved at dreje et håndtag rundt. De ved, at der vil være nogle væsener på deres tur, og de holdes væk af lys, og så skal de ellers bare følge de knæklys, som ligger langs ruten. Forståeligt nok høres skrig i mørket. Den lille gruppe møder konstant sorte skikkelser med Scream-masker og en økse i hånden. Ruten ender ved søen, hvor historien er, at de skal trække en kano med brænde op af vandet, så de kan få gang i bålet, og være i sikkerhed. Mens de trækker i snoren og hiver kanoen ind til badebroen, springer Kristian pludselig op fra vandet til alles forskrækkelse. Han lå under kanoen, og begynder nu at kravle op ad vandet, mens de kæmper for at få gang i bålet. De får ild i bålet, og alle overlevede heldigvis natløbet. Detaljerne bliver livligt genfortalt omkring bålet, inden vi klokken meget sent får smidt dem i seng igen.

I aften vil den samlede vinder blive kåret. Lige nu og resten af eftermiddagen er de tre (alders)grupper ved at øve, det de har forberedt til i aften. Igennem hele ugen, når de er samlet inden sengetid, har de talt om, hvad de skulle vise den sidste aften. Det plejer altid at være hylende morsomt og meget originalt.

Gruppe 2, som kun består af to, vælger forståeligt nok at inddrage publikum. Der tegnes blandt andet med bind for øjnene, så skal vi gætte, hvad det er. En anden dyst er, at to hold med bind for øjnene skal stille sig i en række efter højde. Det er sværere end det lyder, underholdningsværdien er i hvert fald høj for dem som kigger på.

Gruppe 3 vil simpelthen lave et teaterstykke baseret på den verdenskendte historie ”Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved”, og selvfølgelig er det da Emil, som skal være muldvarpen og rende rundt med lort på hovedet, og spørge alle ”dyrene”, om de har lavet lort på hans hoved, hvorefter de siger nej, og går hen og viser, hvordan de laver lort… Jeg ved ikke, om der tegner sig et billede, men det er utroligt dumt, men utroligt sjovt at se på..

Lige som vi troede, at underholdningen var slut, havde Allan og Emil noget de ville vise. Tjaaa, jeg tror aldrig, vi helt fandt ud af, hvad det gik ud på, men pludselig, dansede de vildt rundt på scenen til det vildeste techno musik. Det var til alles fornøjelse, man kan kun holde af de to tosser.

Ugen igennem har jeg taget et par hundrede billeder (eller 650). Det er blevet en hyggelig tradition, at jeg klipper de sjoveste stunder sammen, og viser som en lille film her den sidste aften. Samtidig skal vi desværre også hvert år sige farvel til nogen, som falder for aldersgrænsen. Det er kære Emil i år. Heldigvis har han de sidste 10 år været flittig foran kameraet med mere eller mindre tossede ansigtsudtryk, så det var nemt at lave en ”farvelfilm” med ham igennem de 11 gange, han har været med på Bløderlejr. Vi kommer alle til at savne dig på lejren, Emil, du er sgu´ en dejlig tosse.

Som så mange gange før i denne uge, slutter vi selvfølgelig aftenen, ja ugen, af ved vores hyggelige oase. Dog er klokken blevet så mange, at der ikke er nogen, som skal i søen. Men masser af hygge er der alligevel omkring søen. Nogen leger fangeleg, mens andre straks begynder at lave snobrød på bålet, og inden længe er det skumfiduserne, der er et hit. Efter flere af de store drenge har kæmpet / sloges mod børnepasseren Kristian, bliver de sidste historier fortalt omkring bålet, alt i mens tusmørket falder på.

Søndag den 5. juli
Ugens sidste dag er altid lidt kedelig, dels fordi der skal ryddes op, men så sandelig også fordi, vi skal til at sige farvel. Efter morgenmaden får Susanne givet det sidste medicin for denne gang, hun og jeg kan se tilbage på en uge, hvor der heldigvis ikke har været de store uheld. Succeskriteriet er, at vi ikke har været på skadestuen. Jeg har dog været til tandlægen med en af drengene med en bøjle som var knækket, men det tæller vist ikke i logbogen.

Efter vi har fået ryddet op og gjort lidt rent, er det bare at vente på bussen. Tiden bliver udnyttet sammen med mobilen, den har de jo ikke været vant til at have på det her tidspunkt. Den har været samlet ind, og alt efter hvilken gruppe de er i, har de måttet have den i kortere eller længere tid om aftenen. Så hænger de ikke i den dagen lang og er fraværende.

Jeg har lige lavet en lille status på de tre nye (Marius, Noah og Gustav), og de siger heldigvis alle tre, at det har været en dejlig uge, og de skal med igen til næste år, selvom Noah lige skulle overveje det lidt.

En efter en bliver nogle af ungerne hentet, og samtidig kommer bussen, som tager dem med til Slagelse Station. Her kører nogen med børnepasserne til Aarhus, og andre kører med ind til København.

Symbolsk nok er Emil den sidste, som bliver hentet, fra hans allersidste Bløderlejr.

Så står Tina og jeg her igen, helt alene (og nyder stilheden). Normalt har vi selv haft børn med, men de er også blevet for gamle. Tænker tilbage på en fantastisk uge sammen med de dejlige unger, gode børnepassere og ikke mindst sygeplejersken Susanne, som klarede sit jubilæum rigtig flot. :-)