Lene Jensen ny direktør i Danmarks Bløderforening
Danmarks Bløderforening har ansat Lene Jensen som ny direktør.
Lene Jensen er 41 år og har siden 2001 været folketingsmedlem for Socialdemokraterne. Lene Jensen har en baggrund som cand.polit. (Københavns Universitet, 1993) og har tidligere været forbundsøkonom hos Kvindeligt Arbejderforbund (1993-2001) samt næstformand for Socialdemokratiet (1996-2002). Lene Jensen vil til oktober forlade Folketinget, men starter allerede sit arbejde for Bløderforeningen 1. august 2006.
Lene Jensen skal som direktør for Danmarks Bløderforening også understøtte paraplyorganisationen Sjældne Diagnoser, som Bløderforeningen varetager sekretariatsfunktion for. Lene Jensen vil her medvirke til arbejdet for at skabe bedre forhold for mennesker med sjældne sygdomme og handicap. Det gælder bl.a. en tiltrængt forbedring af indsatsen i sygehusvæsnet og i det sociale system, hvor familierne ofte står over for alvorlige problemstillinger.
Lene Jensen afløser tidligere direktør Dorthe Lysgaard, som efter otte år i Bløderforeningen har fået ansættelse som direktør for Børns Vilkår.