Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Mere effektiv behandling af hepatitis C på vej

To nye lægemidler, der måske vil kunne forbedre og forkorte behandlingen af hepatitis C, er på vej de kommende år. Det skriver Dagens Medicin.


De to nye midler hedder Telaprevir og Boceprevir og forventes på markedet i 2011 eller 2012. Begge er tabletbehandlinger og såkaldte proteasehæmmere, der kan gives i kombination med nuværende behandling.
 
Foreløbige forsøg tyder på, at helbredelsesraten med de nye midler er helt op til 70-75 %, dvs. langt højere end på nuværende tidspunkt. Samtidig vil behandlingen kunne gennemføres på den halve tid.
 
De nye præparater vækker optimisme hos formanden for Dansk Selskab for Infektionsmedicin, professor og ledende overlæge Henrik Nielsen, Aalborg Sygehus. Han udtaler bl.a. i Dagens Medicin: ”Patienterne går fra 12 måneders behandling med de nuværende midler til seks måneders behandling med de nye midler. Så til patienterne må vi sige, at der er en mere effektiv kur på vej. I dag er der ganske mange bivirkninger, men hold ud, til de nye midler er på markedet.”

Kilde: Dagens Medicin: ”Løft for patienter med kronisk leverbetændelse”, 14. maj 2010