Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Ny WFH-præsident

Verdensorganisationen for blødere, World Federation of Hemophilia (WFH), afholdt lørdag d. 17. oktober den årlige generalforsamling, som i år foregik virtuelt pga. corona-pandemien. Et af de vigtigste punkter på mødet var valget af ny præsident. Den titel vandt Cesar Garrido fra Venezuela.


Mødet markerede dermed også enden på franske Alain Weills præsidentskab. Alain Weill har siddet på posten i otte år og har gjort det med stor dedikation og passion. Særligt har han i sit arbejde haft fokus på at sikre behandling til blødere i verdens udviklingslande.

Jacob Bech Andersen, formand for Danmarks Bløderforening, udtaler: ”Der skal lyde et tak til Alain Weill for indsatsen i vores internationale bløderverden og et stort tillykke og god arbejdslyst til den nyvalgte Cesar Garrido. Der venter ham en stor opgave med at stå i spidsen for en vigtig organisation, der kæmper for, at langt flere af verdens bløderpatienter får en ordentligt behandling. Lige nu er det faktisk kun 20 procent af verdens bløderpatienter, der har adgang til behandling, og i store dele af verden er blødersygdom stadig enten invaliderende eller direkte livstruende. Det er ganske enkelt en tragedie, og det er vores alles håb og drøm, at behandlingsmulighederne internationalt set udvikler sig i en positiv retning i de kommende år.”

Udgivet: 22. oktober 2020

Nyhedsbrev

Vil du gerne modtage de seneste nyheder om blødersygdom og foreningens aktiviteter, så tilmeld dig foreningens nyhedsbrev. Nyhedsbrevet er et supplement til medlemsbladet BløderNyt.