Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Nye tidsfrister for medicinbestilling

Hæmofilicenter Rigshospitalet opfordrer både børn og voksne til fremover at bestille medicin 7 dage før, man ønsker medicinen leveret.


Den længere bestillingsfrist vil lette administrationen og frigøre sygeplejerskeressourcer i centret, samtidig med at hospitalsapoteket kan yde en bedre service. 

Fordi medicinbestillingerne i dag kommer med meget kort varsel, er det svært for hæmofilisygeplejerskerne at planlægge. Derfor kommer de til at bruge unødig meget tid på administration af bestillingerne. Tid, der går fra patienterne. Det store ressourceforbrug skyldes også, at hospitalsapoteket ikke har så store lagre medicin hjemme, som bløderne bestiller ad gangen og der derfor ofte er behov for særleverancer fra leverandørerne. Længere tidsfrister vil gøre det nemmere både at planlægge og bestille medicin hjem i ordentlig tid. 

Op til jul, påske og ferier opfodres både voksne blødere og børn tilknyttet Hæmofilicenter Rigshospitalet til at bestille faktormedicin senest 14 dage før man ønsker medicinen leveret.

Hvis der sker noget uforudset og man har brug for at få leveret faktormedicin akut, så skal man kontakte hæmofilisygeplejersken.  

Man kan selv vælge hvilken adresse i regionen, man vil have medicinen leveret til, så man kan fx få medicinen leveret på sin arbejdsplads, hvis det er mest praktisk. Man kan også fortsat selv hente medicinen på hæmofilicenteret. Ved levering er det vigtigt, at der er nogen til at tage imod medicinen. Faktormedicin koster så mange penge, at chaufføren ikke må stille den uden opsyn. 

Bestillingsskema til både børn og voksne kan downloades her»

Udgivet: 06-06-2017

Læs BløderNyt

Her kan du læse tidligere udgaver af foreningens medlemsblad BløderNyt. Bladet udgives to gange om året og indeholder bl.a. artikler om, hvordan det er at leve med en blødersygdom i Danmark og om den nyeste udvikling inden for behandling.