Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Nyt ITP-studie med lægemidlet eltrombopag

Et nyt studie fra Weill Medical College of Cornell University i New York har vist, at lægemidlet eltrombopag er effektivt i forhold til behandling af mennesker med kronisk ITP.


I New York har læger netop færdiggjort et studie i behandling af kronisk ITP med lægemidlet eltrombopag. Studiet har vist, at eltrombopag øger antallet af blodplader hos patienter med kronisk ITP, og at antallet af blødningstilfælde bliver halveret under hver behandling.

Studiet er blevet udført på 65 voksne, der alle havde haft ITP i en periode på over et halvt år. Alle patienter fik dagligt 50 mg eltrombopag henover tre behandlingsperioder, der varede op til seks uger. Hver behandlingsperiode blev efterfulgt af op til fire ugers behandlingsfri periode.
 
80 pct. af patienterne responderede på medicinen, og fælles for dem alle var, at det var på 8. dagen for behandlingen. Den hyppigste bivirkning var hovedpine, men den blev dog ikke værre eller hyppigere i behandlingsperioderne.

Jesper Stentoft fra Hæmatologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, siger om studiet til Ugeskrift for læger:

”Studiet demonstrerer, at det er sikkert og effektivt at styrke hæmostasen hos kroniske ITP-patienter elektivt med trombopoietinreceptoragonister, typisk forud for planlagt kirurgi. Langt de fleste patienter med kronisk ITP har selv med meget lave trombocyttal kun behov for behandling, når de møder ekstraordinære hæmostatiske udfordringer.”

Kilde: Ugeskrift for læger 175/10 og British Journal of Haematology