Opdateret behandlingsvejledning for hepatitis
Nye lægemidler til behandlingen af hepatitis har for nylig fået europæisk godkendelse. Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin, RADS, er derfor gået i gang med at opdatere behandlingsvejledningen for hepatitis, så de nye lægemidler snart kan komme danskere med hepatitis til gode.
Flere nye lægemidler til behandling af hepatitis har for nylig fået europæisk godkendelse. Lægemidlerne har vist sig langt mere effektive end de nuværende behandlingsformer, og der meldes om færre bivirkninger og langt større chancer for helbredelse. Desværre vides der endnu ikke meget om lægemidlernes samspil/modspil med hiv.
De nye lægemidler, der også er rigtig dyre i brug, forventes at komme på det danske marked inden for kort tid. Derfor er Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin, RADS, gået i gang med at opdatere behandlingsvejledningen for hepatitis, så lægemidlerne kan komme danskere med hepatitis til gode.
Formand for RADS, Jørgen Schøler Kristensen, udtaler i en pressemeddelelse:
- Det er godt, at vi nu har fået suppleret hepatitisvejledningen med de nye lægemidler, som har vist stor effekt og få bivirkninger sammenlignet med den gældende standardbehandling. Lægemidlerne vil uden tvivl øge kvaliteten i behandlingen. Vi afventer netop nu resultatet af flere kliniske studier og adskillige nye lægemidler på området, og derfor vil vi løbende opdatere vores vejledning i den kommende tid.
Læs hele pressemeddelelsen her »
Adgang til de nye lægemidler
Ifølge RADS indebærer opdateringen, at omkring 500 patienter med alvorlig påvirkning af leverfunktionen kan komme i betragtning til to nye lægemidler, der kommer på markedet snarest.
Det er Danmarks Bløderforenings klare opfattelse, at de mennesker, der er blevet smittet med hepatitis via deres blødermedicin, bør have den bedst tilgængelige behandling.
Danmarks Bløderforening skrev i september 2013 en nyhed om de nye hepatitis-lægemidler og prioritering i sundhedsvæsenet.
I de svenske medier
Også i Sverige og hos den svenske bløderforening er man opmærksomme på godkendelsen af de nye lægemidler.
Også i Sverige og hos den svenske bløderforening er man opmærksomme på godkendelsen af de nye lægemidler.
Tirsdag den 20. maj bragte SVT et indslag med Zygmunt Gruszka, der blev smittet med hepatitis C via sin blødermedicin i 1980erne.
Se indslaget (4.30 minutter inde i udsendelsen) her »
(Indslaget kan ses frem til den 27. maj 2014.)
Læs BløderNyt
Her kan du læse tidligere udgaver af foreningens medlemsblad BløderNyt. Bladet udgives to gange om året og indeholder bl.a. artikler om, hvordan det er at leve med en blødersygdom i Danmark og om den nyeste udvikling inden for behandling.