Palle Lykke Ravn ny formand i Det Kommunale Handicapråd i Struer
Bestyrelsesmedlem i Danmarks Bløderforening Palle Lykke Ravn er blevet valgt som formand i Det Kommunale Handicapråd i Struer Kommune.
Siden 1. april 2006 har alle landets 98 kommuner haft pligt til at etablere et kommunalt handicapråd.
Handicaprådets formål er at være rådgivende for kommunalbestyrelsen i handicappolitiske spørgsmål og at formidle synspunkter mellem borgerne og kommunalbestyrelsen om lokalpolitiske forhold, der vedrører mennesker med handicap.
Handicaprådet består af medlemmer udpeget af Danske Handicaporganisationer, som Danmarks Bløderforening er medlem af, og af medlemmer udpeget efter indstilling af kommunalbestyrelsen. Palle Lykke Ravn er udpeget efter indstilling af Danske Handicaporganisationer, og valgt til rådets formand for en fireårig periode.
Palle Lykke Ravn fortæller om formandsposten:
- Jeg var tilbage i 2006 med til at starte Handicaprådet op i Struer. Men grundet min hørelse som blev stadigt dårligere, gik jeg ud i 2010. Efter jeg fik cochlear implant, og blev hørende igen, kom jeg atter med i rådet fra 1. januar 2014, og overtager nu formandsposten efter at den tidligere formand har trukket sig. Det er et meget vigtigt og interessant arbejde, som rådet beskæftiger sig med. Vi er med til at sikre at kommunens handicappede borgere får de bedst mulige betingelser for et godt og aktivt liv.
- Vi starter nu en helt ny struktur i Handicaprådet i Struer, hvor rådets organisering skal optimeres og arbejdsgangen gøres mere smidig. Rådet skal også have en tydeligere profil i det kommunale arbejde. Det kommer jeg til at stå i spidsen for, en opgave som jeg glæder mig til at tage fat på.
Danmarks Bløderforening ønsker Palle Lykke Ravn tillykke med formandsposten.
Læs BløderNyt
Her kan du læse tidligere udgaver af foreningens medlemsblad BløderNyt. Bladet udgives to gange om året og indeholder bl.a. artikler om, hvordan det er at leve med en blødersygdom i Danmark og om den nyeste udvikling inden for behandling.