Prioritering i sundhedsvæsenet?
I løbet af det næste års tid forventes en række nye og effektive lægemidler mod hepatitis C at blive godkendt både i Europa og USA. Det er dog ikke sikkert, at patienterne får mulighed for at blive behandlet med de nye lægemidler – de kan nemlig være for dyre til at blive anvendt.
En række nye lægemidler til behandling af hepatitis C forventes at blive godkendt inden for det næste år. Det drejer sig foreløbig om seks såkaldte DAA’er (Direct-Active Antiviral). Men det er ikke sikkert, at danske patienter får mulighed for at blive behandlet med de nye, effektive og ikke mindst dyre lægemidler. Ifølge Dagens Pharma kan det betyde en millionregning til det danske sundhedssystem.
Peter Leutscher, der er afdelingslæge på Aarhus Universitetshospital, udtaler til Dagens Pharma:
”Mere end 4.000 patienter venter på grønt lys til at få den behandling, som kan kurere dem helt for hepatitis C. Problemet er, at de behandlinger, vi venter på, bliver hamrende dyre. De kommer til at koste 350.000-400.000 kr. stykket, så vi ender på et beløb, der er langt over en milliard kr., hvis vi skal behandle alle de patienter, der venter. Jeg spørger mig selv i disse sparetider, hvordan vi vil forholde os til, at en stor patientpopulation vil stille krav om at få den nye behandling.”
Afdelingslæge Peter Leutscher foreslår derfor, at der nedsættes et fagudvalg, der kan vurdere, hvilke patienter, der i første omgang bør tilbydes behandlingen.
Danmarks Bløderforening søger indflydelse
Et sådant fagudvalg er netop under etablering i regi af Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin (RADS). RADS er et råd under regionerne, der udarbejder behandlingsvejledninger, når der er flere mulige behandlingsmetoder/lægemidler at tage i anvendelse.
I maj måned besluttede RADS blandt andet at genindkalde et fagråd for hepatitis, idet der skal udarbejdes nye behandlingsvejledninger for hepatitis, når der er bygget klinisk erfaring med de nyere lægemidler af DAA-typen (Direct-Active Antiviral).
Fagudvalget forventes at træde sammen i det tidlige efterår, men den nye behandlingsvejledning kan tidligst forventes færdig i foråret 2014. Danmarks Bløderforening får mulighed for at bidrage med synspunkter til arbejdet.
Det er Danmarks Bløderforenings klare opfattelse, at de mennesker, der er blevet smittet med hepatitis via deres blødermedicin, bør have den bedst tilgængelige behandling.
Sundhedsministeren åbner op for prioritering
At der i disse år prioriteres hårdt mellem nye og dyre lægemidler, er der ingen tvivl om. Efter en aktuel sag om dansk afvisning af en ny godkendt kræftmedicin har sundhedsminister Astrid Krag (SF) udtalt, at det kan være nødvendigt at afskære danskerne fra dyr medicin af økonomiske hensyn.
At der i disse år prioriteres hårdt mellem nye og dyre lægemidler, er der ingen tvivl om. Efter en aktuel sag om dansk afvisning af en ny godkendt kræftmedicin har sundhedsminister Astrid Krag (SF) udtalt, at det kan være nødvendigt at afskære danskerne fra dyr medicin af økonomiske hensyn.
I et skriftligt svar skriver ministeren blandt andet:
”Det er en meget vanskelig opgave at foretage prioritering, som går ud over nogle mennesker. Vi kan dog på den anden side ikke lukke øjnene for, at de ressourcer, vi har til rådighed i sundhedsvæsenet er begrænsede, og derfor er det nødvendigt, at vi i et eller andet omfang tager stilling til, hvordan midlerne bruges mest fornuftigt.”
Kilder: Dagens Pharma, Medwatch, RADS