Rejseforsikring uden overraskelser
Når du planlægger sommerferien, skal du huske at undersøge din rejseforsikring. For har du en kronisk sygdom som f.eks. hæmofili, er det ikke altid rejseforsikringen dækker, hvis sygdommen bliver værre i ferien.
Blødere og andre med kroniske sygdomme skal være særligt opmærksomme på, om deres rejseforsikring dækker eventuelle behandlingsudgifter, hvis sygdommen bliver værre i ferien.
Du skal især være opmærksom, hvis du de sidste to til seks måneder før rejsen
Du skal især være opmærksom, hvis du de sidste to til seks måneder før rejsen
- har været indlagt
- har været til behandling hos lægen
- har fået ændret din medicin
Læs mere hos forsikringsselskabernes erhvervsorganisation Forsikring og Pension.
Den offentlige sygesikring
Den offentlige sygesikring (det gule sygesikringskort) dækker som udgangspunkt rejsende med en kronisk lidelse, men kun hvis den kroniske lidelse er stabil. Hvis det med rimelighed kan forventes, at du får behov for behandling under ferien, får du ikke dækket dine udgifter til behandlingen, når du benytter dig af den offentlige rejsesygesikring. Her har du brug for EU-sygesikringskortet.
EU-sygesikringskortet (det blå sygesikringskort) gælder også for personer med en bestående eller kronisk lidelse, og som under opholdet kan have behov for efterbehandling eller lignende. Dog forudsættes det, at du rejser inden for EU, og at behovet for behandling opstår under selve opholdet.
Det er vigtigt at være opmærksom på særligt to forhold vedrørende den offentlige og EU’s sygesikring:
- Ingen af dem dækker hjemrejse. Er du for eksempel uheldig at få brug for liggende hjemtransport, kan det blive en meget dyr fornøjelse uden en privat forsikring.
- Begge dækker på samme vilkår som den offentlige sygeforsikring i det land, hvor du befinder dig. Du kan altså ikke forvente at få den samme behandling, som den du ville få i Danmark, men en behandling som svarer til den, de lokale får.