Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Stor opmærksomhed om fjernelse af Bløderforeningens hiv-tilskud

Bløderforeningen har mistet sit årlige, offentlige tilskud til arbejdet for hiv-smittede blødere. Tilskuddet er halveret i 2007 og bortfalder helt fra 2008. Det kunne Bløderforeningen fortælle sine medlemmer om i medlemsbladet BløderNyt tilbage i december 2006.


Fjernelsen af tilskuddet betyder, at Bløderforeningen mister 500.000 kr. om året til rådgivning, støtte og aktiviteter for de hiv-smittede blødere. Samtidig er foreningens årlige tilskud til arbejdet for de hepatitis-C smittede blødere en et-årig bevilling, som foreningen skal søge til specifikke formål hvert år.
 
Alt i alt betyder det, at der et stor usikkerhed om, hvorvidt foreningen overhovedet har midler til arbejdet for de hiv- og hepatitis-smittede blødere fremover.

Derfor glæder Bløderforeningen sig over, at der nu tegner sig et flertal i Folketinget for at lave om på situationen. Således har både Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Venstre tilkendegivet, at de hiv-smittede blødere fortsat skal kunne hente støtte og rådgivning i Bløderforeningen gennem en konkret årlig bevilling.

I alt 91 blødere blev smittet med hiv gennem deres medicin i 1980’erne. 27 af disse lever stadig, heraf er 26 også smittet med hepatitis C.