Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Vaccinationer godt i gang

Endelig bliver bløderpatienter tilknyttet Hæmofilicenter Vest på Aarhus Universitetshospital nu også vaccinerede mod COVID-19.


På foreningens hjemmeside kunne vi d. 23. marts fortælle, at Hæmofilienter Vest – på linje med Hæmofilicenter Rigshospitalet – nu havde indstillet bløderpatienter til vaccination i gruppe 5. Alligevel har det taget flere uger, før blødere i Vestdanmark har modtaget invitation i e-boks til vaccination mod COVID-19.

Regionale forskelle
Bløderne har, ligesom flere andre diagnosegrupper, oplevet store regionale forskelle på, hvornår patienterne har modtaget tilbud om vaccination. Allerede i februar blev sjællandske bløderpatienter tilbudt vaccination. Bløderforeningen har derfor henvendt sig direkte både til Hæmofilicenter Vest og Sundhedsstyrelsen for at gøre opmærksom på den store regionale forskel. Derfor er det også en stor lettelse, at patienter tilknyttet begge hæmofilicentre nu får tilbudt vaccination.

Fejl i indberetning
Der kan gå op til 2-3 uger, fra man er indstillet til vaccination, til man modtager invitation i e-boks. I Bløderforeningen får vi henvendelser fra enkelte medlemmer, der trods indstillingen fra hæmofilcenteret uger efter endnu ikke har modtaget invitation. Sundhedsstyrelsen er opmærksom på, at der kan være cpr-numre, der så at sige bliver glemt i skyen. Vi venter på svar fra Sundhedsstyrelsen om, hvor man som patient skal henvende sig for at få afklaret, hvorvidt der er sket en fejl i forbindelse med indstillingen.

Skriv eller ring gerne til os, hvis du som patient tilknyttet Hæmofilicenter Rigshospitalet eller Blødercenter Vest trods indstilling til vaccination mod COVID-19 endnu ikke har modtaget en invitation i din e-boks.

Udgivet: 17. april 2021

Læs BløderNyt

Her kan du læse tidligere udgaver af foreningens medlemsblad BløderNyt. Bladet udgives to gange om året og indeholder bl.a. artikler om, hvordan det er at leve med en blødersygdom i Danmark og om den nyeste udvikling inden for behandling.