Spring navigationen over og gå direkte til indhold

World Aids Day – ny bog om 40 år med aids udgives

I dag er det d. 1. december og World Aids Day – dagen hvor der internationalt sættes fokus på hiv og aids. I den anledning udgiver AIDS-fondet en ny bog, der fortæller historien om aids-epidemien i Danmark. Blødersagen er også repræsenteret.


I Danmarks Bløderforening markeres dagen ved at mindes de blødere, der i 80’erne blev smittet med hiv gennem deres livsvigtige faktormedicin og ikke overlevede. Dengang var hiv en dødsdom. Det er det heldigvis ikke længere. Blødersagen fylder dog stadig meget for Bløderforeningen.

Du kan læse mere om Blødersagen her >

Vil du selv mindes dem, vi har mistet til aids, kan du besøge Rådhuspladsen i København, hvor der traditionen tro tændes 2.000 levende lys – et for hver dansker, der har mistet livet til aids. Lysene er tændt fra kl. 13-19.

AIDS-Fondet udgiver bog om aids-pandemien med otte personlige beretninger
I anledningen af World Aids Day, og at det 40 år siden, at aids-epidemien for alvor fik fat, udgiver AIDS-Fondet bogen “Da døden blev aflyst – 40 år med aids”. Bogen er skrevet i samarbejde med otte medforfattere, der fortæller deres egne beretninger om at få hiv, overleve hiv og leve med hiv.

En af de otte medforfattere er Palle Lykke Ravn, der selv er hiv-smittet og har en blødersygdom. Han fortæller i bogen om sit liv og sin historie med hiv.

Vi har spurgt Palle, hvorfor han takkede ja til at dele sin personlige fortælling i bogen:

”Jeg blev spurgt, om jeg ville medvirke i bogen, og da jeg hørte om projektet, og hvordan det skulle laves, kunne jeg ikke sige nej. Det har været en spændende proces. Det er en meget forskellig gruppe af mennesker, så historierne er også meget forskellige. Der var lige så mange måder at overleve det her på, som der var overlevere. Vi blødere er også meget forskellige, men vores fælles bløder-historie som udgangspunkt er så ulig de andre gruppers, at jeg syntes, det var vigtigt, at det også kom med i denne bog, som på mange måder skriver historien for eftertiden om aids-epidemien i Danmark.

Bogen er blevet til i samarbejde med Nonprofitorganisationen Ordskælv. Palle fortæller, at det har været en spændende og rørende proces at være en del af:

”Undervejs mødtes fire af os, som er med i bogen, sammen med Ordskælv inde i AIDS-fondets lokaler. Det var en stærk oplevelse. Der er så mange historier, som gør indtryk, og de er alle sammen med i bogen.”

Du kan bestille bogen “Da døden blev aflyst – 40 år med aids” her >

Palle har før fortalt om sit liv med hiv, da han i 2010 udgav bogen: "En dag ad gangen – en historie fra Blødersagen”. 

Bogreception i Ubuntu-huset
Der afholdes i dag d. 1. december reception i anledningen af udgivelsen.

Receptionen er åben for alle og finder sted i Ubuntu-huset i København, Købmagergade 43, kl. 15-16. Her kan du høre forfatterne selv læse op af deres beretninger fra bogen. Læs mere her >

Hvert år tændes 2.000 levende lys, for at mindes de danskere, der har mistet livet til aids. Billedet her er fra lystændingen i 2020, hvor arrangementet foregik i en mindre skala pga. corona. I år tændes lysene på Rådhuspladsen i København, kl. 13-19.

Læs mere her:

Blødersagen

I 1980’erne blev 91 danske blødere smittet med hiv og 177 med hepatitis C af den blødermedicin, der blev produceret på blodplasma. Læs om den lange og omfattende retssag, der fulgte, her. 

Læs BløderNyt

Her kan du læse tidligere udgaver af foreningens medlemsblad BløderNyt. Bladet udgives to gange om året og indeholder bl.a. artikler om, hvordan det er at leve med en blødersygdom i Danmark og om den nyeste udvikling inden for behandling.