
Årsmøde 2025
Sæt kryds i kalenderen, når Bløderforeningen inviterer alle, store som små, til årsmøde med generalforsamling i weekenden d. 26.-27. april 2025.
Dato: 26. april-27. april 2025
Sted: Scandic Roskilde Park, Ved Ringen 2, 4000 Roskilde
Hvem: Alle medlemmer
Pris: Det koster 400 kr. for voksne, og 170 kr. for børn under 12 år at deltage. Børn under to år er gratis. Prisen dækker både overnatning og måltider (drikkevarer udover isvand er på egen regning).
Tilmeldingsfrist: mandag d. 24. marts 2025
Så er det igen blevet tid til at mødes til årsmøde og generalforsamling i Danmarks Bløderforening. Vi mødes d. 26.-27. april, og vi håber at se rigtig mange af jer!
Det bliver en weekend med masser af muligheder for at møde gamle venner og ikke mindst møde helt nye bekendtskaber – med lignende udfordringer, glæder og livserfaringer som en selv.
I år kommer vi vidt omkring det at ’leve med en blødersygdom’. For hvad er det gode bløderliv egentlig? Det sætter overlæge Eva Funding bl.a. fokus på, når vi omdanner årsmødet til et stort ’Lægens bord’.
Weekenden byder også på erfaringsudveksling og fælles gåtur den legendariske Roskilde Ring rundt, præsentation af Bløderforeningens vision for de kommende år, underholdning lørdag aften, et højt og larmende (på den gode måde) stompshow for/med børnene og et livsstilsoplæg med afgående formand for Bløderforeningen Jacob Bech Andersen.
Til generalforsamlingen samles der op på endnu et travlt og begivenhedsrigt år i vores lille forening – ligesom der er valg til flere poster i bestyrelsen.
Med andre ord: Det bliver en god weekend i fællesskabets tegn.
Generalforsamling
Søndag d. 27. april kl. 11.00-13.00 afholdes generalforsamling. Generalforsamlingen er åben for alle medlemmer.




*Vi gør opmærksom på, at der tages billeder til arrangementet, som kan blive brugt i Bløderforeningens medier. Vi offentliggør kun billeder, der overholder Datatilsynets retningslinjer for deling af billeder på internettet. Vi offentliggør derfor ikke billeder, hvor vi vurderer, at en person på billedet kan føle sig udstillet, udnyttet eller krænket. Vi er opmærksomme på, at der bør ydes særlig beskyttelse mod børn og unge under 16. Derfor offentliggør vi ikke billeder af børn, der befinder sig i en udsat situation, uden barnets og forælders samtykke – eksempelvis badebilleder eller billeder af stikketræning. Læs mere her ›
Ønsker du ikke, at Bløderforeningen offentliggør billeder af dig/dit barn, beder vi dig gøre os opmærksomme på det. Hvis du på et senere tidspunkt ønsker et billede af dig/dit barn fjernet, kan du til enhver tid kontakte os og gøre indsigelse. Har du gjort indsigelse, vil vi ikke offentliggøre billeder af dig/dit barn fra dette arrangement. Ønsker du et billede, der allerede er offentliggjort, afpubliceret, vil vi i videst mulig omfang fjerne billede.
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Vil du gerne modtage seneste nyt om blødersygdom og foreningens aktiviteter, så tilmeld dig foreningens nyhedsbrev.