30+ netværksmøde 2016
Danmarks Bløderforening er blevet et netværk rigere – nemlig erfaringsgruppen for voksne blødere i alderen 30-49 år. Første møde stod i gensynsglædens- og røverhistoriernes tegn.
Netværksgruppen fortsatte mødet over en stor, god frokost.
Af Jacob Bech Andersen
Kan du huske dengang på Guldbjerglejren? Eller da vi lå på hospitalet sammen? Hvor mange led har du fået stivgjort?
Der blev udvekslet bløderlejrminder, ledblødningserfaringer og røverhistorier i massevis, da Bløderforeningens nye netværksgruppe for de voksne blødere i alderen 30-49 år blev kickstartet ved et frokostarrangement i København den 30. april 2016. Ni mænd og to kvinder i deres bedste alder deltog i mødet.
Tem Foldman fra Bløderforeningens bestyrelse siger:
- Det var en god dag, hvor folk, der ikke har set hinanden siden de glade bløderlejrdage i 80’erne, fik vendt verdenssituationen og bløderlivet generelt. Interessen for at fortsætte gruppen er stor, og det har vi naturligvis noteret os i bestyrelsen. Selvom denne aldersgruppe virkelig har mange jern i ilden med karriere og familieliv, står det klart, at voksne blødere bestemt også gerne vil dele deres erfaringer med andre. Danmarks Bløderforening har gennem årene søsat flere netværksgrupper. Der er den klassiske bløderlejr, der er forældre-børn-gruppen, ungegruppen, ITP-gruppen, HIV-gruppen, ældregruppen og kvindegruppen. Og nu er der altså også en gruppe for dem, der er midt i mellem det hele. Bedre sent end aldrig.
- Vi har talt om, hvorvidt der var et behov for en sådan gruppe i et stykke tid, og konklusionen er, at der er et behov. Vi er en generation, som heldigvis har haft adgang til faktor det meste af vores liv, men ikke nødvendigvis profylaktisk behandling," siger Tem Foldman og fortsætter:
- Mange af os har levet et langt mindre kompliceret liv end den ældre generation, men alligevel må vi konstatere, at der er kommet en del skader hen ad vejen. Jeg talte i hvert et tocifret antal stive ankler i lokalet.
BløderNyt
BløderNyt er Danmarks Bløderforenings medlemsblad, der udkommer to gange om året og lander i alle medlemmers postkasser. Læs nye og tidligere udgaver af bladet.