Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Beretning fra Forældre/børn-seminar 2016

Dette års seminar blev i år afholdt på Enø ved Næstved. Hver familie fik et hus, men som sædvanligt var det ikke megen tid, der blev brugt i husene, da programmet for sådan et seminar er pakket med gode indslag, oplæg og aktiviteter. Allerede under middagen gik snakken godt blandt alle, både nye som gamle bløderfamilier.


 

Af Grith Dalsø

Dragende tryllekunstner

Efter maden kom der den skønneste tryllekunstner, Trylle-Michael, og tryllede med alle, store som små. Der blev lavet tricks med både mønter, ørevoksbolde, ispinde og penge. Korttricksne tog pusten fra de fleste. Det var virkelig svært ikke at blive imponeret. Snore med knuder blev løst med snilde, hvorefter endnu flere knuder kom på og måtte løses. Dragende tryllekunstner, der fik inddraget både børn og voksne.

Erfaringsudveksling på tværs af familier

Ved et oplæg omkring psykiske faktorer i forbindelse med behandlingen af vores bløderbørn, kom vi ind på, hvordan vi klarer medicingivningen, og hvordan nogle børn reagerer med en panisk angst for smerter og nåle. Vi talte om smertelindring og delte hver især ud af vores erfaringer. Der er altid nogle der kan bruge de gode råd eller fifs andre har.

Tid til erfaringsudveksling.

Lærerige workshops

Om lørdagen blev der blandt andet afholdt tre workshops. Én for ITP-familier, én for blødere i børnehavealderen og én for blødere i skolealderen. Det blev til masser af gode snakke om det, der fylder hos os i hverdagen.

Advokat Allan Steen Lynge fra Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH) holdt et oplæg, hvor han fortalte, hvordan familier kan søge advokatstøtte gennem DUKH, hvis vi ender i en hårknude i forbindelse med at søge tilskud, hjælp eller lignende.

Foruden de mange lærerige workshops kom tre gæve fyre og fortalte om deres opvækst med blødersygdom. Der var en ung bløder, en midaldrende og en ældre bløder. Det var berigende at få et indblik i, hvordan det har været at være bløder dengang kontra nu. Det satte tingene lidt i perspektiv.

Leg og Tai Chi – Qi Gong

Børnene havde også stor glæde af weekenden. Der var fri leg med børnepasserne og hinanden, planlagte børnelege, aktiviteter og hygge. De fik også brugt nogle muskler, de ikke plejer, da Tai Chi – Qi Gong-mesteren var på besøg for at træne med børnene - og senere med de voksne. Det var spændende og en rolig og behagelig måde at træne på. For både krop og sind.

Som altid byder Forældre/barn-seminaret på Stikkeskole, hvor børn og voksne kan øve sig i at lægge nålen rigtigt - både i en dukke og på sig selv. 

Weekenden bød på mange flere gode og hyggelige stunder. Sjove og lærerige for både børn og forældre. Det var en weekend fuld af god stemning, ny viden og masser af brugbar erfaringsudveksling.  

Planlægningsteamet takker af for en rigtig dejlig weekend. Vi ses til næste Forældre/Barn-seminar.

BløderNyt

BløderNyt er Danmarks Bløderforenings medlemsblad, der udkommer to gange om året og lander i alle medlemmers postkasser. Læs nye og tidligere udgaver af bladet.