Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Beretning fra Forældre/børn-seminar 2017

To en halv fantastiske dage på Brogaarden med 24 voksne og 21 børn. Årets FB seminar blev indledt med fælles middag efterfulgt af de skønneste præsentationer fra ti familier, fire børnepassere og en medarbejder fra Bløderforeningens sekretariat. Vi mødte Horsens fodboldtilhængere, sang Kim Larsen, legede stoleleg, deltog i quiz på mobiltelefonerne og mødte dejlige børnefamiliemedlemmer. Alt sammen med henblik på at lære hinanden at kende.


Lørdag startede med den obligatoriske stikkeskole under ledelse af sundhedsplejerske Sisse Jakobsen. Set udefra er stikkeskolen et virvar af børn, der bliver stukket, børn der kigger på, og børn der øver sig på at stikke i demo-armen i samråd med vennerne. Samtidig var der forældre, som diskuterede metoder og udvekslede erfaring. Til sammen blev det til et erfaringsrum mellem både forældre og bløderbørn, som gjorde alle lidt klogere.  

Forældreprogrammet er beskrevet nedenfor ved fire indslag og en workshop. Arrangørgruppen har med valget at foredragsholderne ønsket at understøtte familierne i deres daglige problemstillinger, der var:

  • Nyt fra Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH)
  • Stikkeangst. Ved Sundhedsplejerske Susanne Klit Sørensen
  • Hvordan opstår traumer, og hvordan påvirker de kroppen?
  • At være forældre og søskende - Pårørende til kronisk syge børn.
  • Workshop: Pjecer til nye familier med blødersygdom

Børneprogrammet 
Hvad er motion, hvordan måler vi kalorier, og hvordan lever man sundt?
I år var det også muligt at lege med Wii og PlayStation 3, brætspil, bold, kaste pile m.m. på Brogaarden’s dejlige arealer.
Børnepasserne tog blandt andet børnene med på stranden og talte skridt, for derefter at beregne hvor mange stykker chokolade man kunne spise ud fra kalorieregnskabet.

Familiecoach Nynne Bojsen samt Cand. mag. I kommunikation Sine Lyons legede ”Kom og leg” med børnene
Der blev lavet øvelser, som styrker selvværdet, sammenholdet og indsigten i, hvordan kroppen fungerer og mærkes. Legene var tilpasset efter deltagerne og i samarbejde med børnepasserne.

Søndag formiddag holdt børnepasser Jesper Futtrup og Stine Pedersen søskendeworkshop:
Vi kaldte søskendegruppen for "Team Søskende". Der var ca. 9 børn i aldersintervallet ca. 5-11 år til stede.
Formålet med Team Søskende samtalen var: 

  1. At gøre søskende opmærksom på, at de ikke er "alene". Der er andre i samme situation, og de går ofte rundt med samme tanker.
  2. At søskende bliver endnu bedre til at mærke efter, når der opstår svære situationer som hospitalsbesøg, lillebror med stikkerangst, storebror i slåskamp, mor og far som er trætte og ikke har overskud mm.

Indledningsvist blev der talt om, hvad det vil sige at være søskende til en bløder. Dernæst blev der talt om, hvad der er fedt ved at være søskende til en bløder (fx får man et tæt forhold, fordi man passer ekstra godt på hinanden. Man kan også kommer på foreningsweekender osv.). Efterfølgende talte vi om, hvad der kan være svært. Følgende tilgang blev anvendt:

  • Hvornår mærker man det: fx når mor og far er meget fokuserede på det blødersygdomsramte barn ifm. hospitalsbesøg?
  • Hvordan det føles: fx "det er lidt svært, og jeg bliver ked af det og sur). Her blev der tegnet 4 smileys, som man kunne pege på og illustrere sin følelser.
  • Hvorfor føles det sådan: fx "fordi at jeg gerne vil hjælpe med at passe på X og vil med på hospitalet, men de holder mig uden for.

Afslutningsvist blev det drøftet, hvordan børnene hver især håndterede de svære situationer. Her var hensigten at understrege vigtigheden af at række ud efter hjælp/gøre opmærksom på sig selv i svære situationer - enten til forældrene, sin bedste ven eller en helt tredje person. Workshoppen gav et indtryk af, at nogle søskende har en tendens til at gå med tingene selv "inde i maven" uden at involvere forældrene. Derfor blev det foreslået, at man kunne bruge et kodeord til at indikere, at noget er lidt svært, og at man gerne vil tale om det på et senere tidspunkt.

Brogaarden tilbød de ideelle omgivelser for et forældre børn seminar. Brogaarden huser både værelser og konferencerum under samme tag. Børnene kunne lægges i seng og forældrene sidde lige udenfor værelserne og afslutte dagene debatter uden at bekymre sig om sovescenarier. 

BløderNyt

BløderNyt er Danmarks Bløderforenings medlemsblad, der udkommer to gange om året og lander i alle medlemmers postkasser. Læs nye og tidligere udgaver af bladet.