Ungecamp 2021
I uge 27 mødtes 11 unge med blødersygdom i alderen 18-25 år til dette års Ungecamp. Turen gik i år først til 3 dages teltovernatning i en have i Middelfart og derefter til Strib Idrætsefterskole ved Middelfart, hvor bløderbørnenes Sommerlejr allerede på 4. dagen var godt i gang. Her havde de unge en interessant, sjov og lærerig uge.
Bløderne mellem 18 og 25 år startede de første 3 dage af deres Ungecamp i telte i en skøn have i Middelfart, som et mangeårigt medlem af foreningen Palle Skovby og hans kone Charlotte Skovby havde stillet til rådighed. Og takket være stor lokal opbakning og flotte sponsorater fra blandt andre Restaurant Marsvinet, Godik, Bridgewalking Lillebælt, Trap El, Rock under Broen og Trekantens Regnskabsservice blev det nogle dage i bedste festivalstil fyldt med gode oplevelser for de unge. Mens de unge var hos Palle og Charlotte fik de bl.a. mulighed for at afprøve kræfter med kajak og padde board, og hele holdet var bridgewalking på den gamle Lillebæltsbro, hvilket de unge syntes var en god og stor fælles oplevelse.
De sidste 3 dage af ungecampen stødte de unge blødere til børnenes sommerlejr på Strib Efterskole, hvor de unge udover at have deres eget særskilte program også agerede en slags rollemodeller for de mindre bløderbørn mellem 7 og 17 år. De unge er med til at vise børnene, hvordan de tager deres blødermedicin og fortæller dem om, hvordan de lever med deres sygdom. Det er en virkelig god konstellation, som både børn og unge har enormt stor glæde af.
Fagligt bød dagene på Strib Efterskole for de unge bl.a. på et oplæg af overlæge Peter Kampmann fra Hæmatologisk Klinik på Rigshospitalet, om den seneste udvikling inden for faktormedicin. De unge var også på ’Stikkeskole’, hvor de skal øve sig i at opretholde eller forfine sin stikketeknik.
En anden session bød på ultralydsscanning af de unges led. Hæmofilisygeplejerske Maj Birkedal havde medbragt en mobil ultralydsscanner. Ved hjælp af ultralyd kan man se eventuelle ledforandringer, som endnu ikke kan mærkes. Flere af de unge kunne ved selvsyn se, at deres knæ- og ankelled desværre allerede har taget skade som følge af tidligere ledblødninger.
Ungecampen var en succes fra start til slut, og de unge var som altid meget taknemmelige for at kunne deltage i et årligt tilbagevendende arrangement, hvor de har mulighed for at skabe og fastholde de gode netværk med jævnaldrende og ligesindede, som er så vigtige, når man som bløder har en sjælden og kronisk sygdom. Den erfaringsudveksling, som foregår i løbet af ugen er helt unik og uvurderlig for de unge. Og de relationer, som de unge skaber på campen bliver tit til livslange venskaber.
BløderNyt
BløderNyt er Danmarks Bløderforenings medlemsblad, der udkommer to gange om året og lander i alle medlemmers postkasser. Læs nye og tidligere udgaver af bladet.