Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Kvindetur 2021

Referat fra Kvindeturen d. 18. og 19. september 2021, Sørup Herregaard nær Ringsted. 


Vi var 8 kvinder, der deltog på kvindeturen. Vi ankom til Sørup Herregaard og fik frokost, hvor vi startede på introduktion af os selv, ingen vi gik op i konferencerummet og startede med dagens program.

Vi var en blandet gruppe af hæmofili A, von Willebrand, ITP og bærere af hæmofili, så vi snakker både om det at være kvinde og have en blødningsforstyrrelse, men udveksler også viden om vores forskellige sygdomme. Der er mange ligheder, men også nogle forskelligheder, i vores blødningsrelaterede problematikker.

Endometriose
Heidi holdt oplæg om sygdommen endometriose, som rammer ca. 10% af den kvindelige befolkning i Danmark, men også om, hvilken forbindelse der er mellem endometriose og kvinder med blødersygdomme. Der blev stillet spørgsmål og snakket egne erfaringer undervejs. Lene fortalte om vores deltagelse på Sundhedsplejerskernes Landskonference, hvor Bløderforeningen delte stand med Endometriose Foreningen. Det er helt klart, at vores foreninger har rigtig meget, vi kan være sammen om at få udbredt. Efter oplægget holdt vi pause, og dem der havde lyst, kunne tage en dukkert i poolen.

Vi fik en fin middag og fortsatte med at se Mettes film og snakke om det at ”stå frem”.

Nyt fra foreningen
Søndag morgen efter morgenmaden kiggede vi på, hvad Bløderforeningen har af nyheder.

Blødt igennem-kampagnen
Efter en pause snakkede vi om vores kvindekampagne Blødt igennem, og hvad vi vil med den. Der var stor opbakning til, at vi skal meget mere med den.

Det blev besluttet, at vi skal deltage i LadyWalk og der vil være en walk i Jylland, måske omkring Aalborg. Der vil også være et hold i København og et i Skælskør. Der skal skrives ud til deltagerne, hvem der står for hvilken by. Vi vil meget gerne have t-shirts og indkøbsnet til turen. De bliver brugt flittigt også efter walken, og det skaber en snak og en indgang til formidling af viden om foreningen til andre. Vores idé er, at der samles hold i byerne, hvor venner og bekendte også går for Bløderforeningen og udstyres med en t-shirt, så vi er nogle store hold og kan skabe meget opmærksomhed.

Vi kiggede lidt på hjemmesiden og snakkede kort om takeovers. Der var stor interesse for at få invitationer til internationale konferencer i EHC eller WFH.

Vi vil gerne afholde online møder med de fagpersoner vi har haft fat i hen over sommeren, som gerne vil holde oplæg. Jeg spørger dem, om de er interesserede i at finde et tidspunkt. Vi vil gerne undersøge om oplæggene evt. kan optages og gemmes i en begrænset periode, så dem der ikke lige kan være med på det tidspunkt, kan se det efterfølgende.

Vi snakkede om, at man kunne lave podcasts om relevante emner. Det, synes vi, er en god ide.

Så havde vi en længere snak om det ”at bløde meget”. Ideen om at afholde sessioner med demonstration af forskellige bind, tamponer og kopper og se, hvor meget menstruationer normalt fylder, og hvad det fylder, når man bløder meget, er en god ide. Det kunne også være at sådan en demonstration kunne lægges op på vores hjemmeside, så man kan få en ide om, hvor meget ”meget” er.

Visionsord
Vi kiggede på visions-ordene, og der var nogle kommentarer til dem og et ekstra ord.

Ordet viden, skal både forstås som at udbrede viden om bløder-relaterede emner, men det går både ind i foreningen og ud fra foreningen. Vi indsamler viden, men vi skal også tage initiativ til, at den viden videregives til både medlemmer og andre, der har behov for den.

Kompetence.

Pårørende: vi tager os også af dem, der er rundt om en bløder.

Hjælp til vejen til hjælp. Hvis vi ikke kan finde vejen igennem systemet, kan vi rette henvendelse og få hjælp igennem foreningen til at finde vejen. Det kan være til at søge støtte til sommerlejren eller finde vejen til bløderafdelingen, hvis noget er gået galt.

ITP’erne føler, at de er imellem stole, og at der ikke er så meget for dem i foreningen, men de er super glade for at have et sted at høre til.

Kvindetur 2022
Vi har set på kalenderen og besluttet, at vi gerne vil mødes i weekenden 3.-4. september.

Planlægningsgruppen til 2022 blev sat. Vi snakkede om at mødes på Fyn.

Der blev udfyldt evalueringer og spist frokost.

BløderNyt

BløderNyt er Danmarks Bløderforenings medlemsblad, der udkommer to gange om året og lander i alle medlemmers postkasser. Læs nye og tidligere udgaver af bladet.