Beretning fra Ungecamp 2023
I uge 27 mødtes 10 unge med blødersygdom i alderen 18+ til dette års Ungecamp. Ungecampen foregår sideløbende med bløderbørnenes Sommerlejr. De første fire dage blev afholdt i bestyrelsesmedlem Palle Skovbys baghave i Middelfart. På sommerlejrens fjerdedag stødte de unge til børnene på Strib Efterskole.
Det er nu 2 år siden at vi sidst afholdte Ungecamp i vores have, det var en stor succes og derfor blev vi enige om at vi godt ville lægge have til igen i år. Så søndag eftermiddag begyndte de unge at ankomme, allerede der er det tydeligt at de har glædet sig til at mødes med hinanden igen. Humøret er højt og de kram der bliver givet er med stor kærlighed. Det er vidunderligt at se og mærke.
Telte af forskellige kvaliteter og farver bliver slået op på græsplænen, det ser super hyggeligt ud og giver hurtigt en god festival stemning.
Jeg havde inden de ankom slået et stort telt op, som vi brugte som et hyggeligt fællesrum. Bålfadet var også på plads, så der var god basis for hyggelige aftener omkring bålet.
Søndagen gik med hygge i teltet. Glæden over at mødes med de andre i gruppen var tydelig. Charlotte og jeg gik i køkkenet og lavede spaghetti bolognese, det viste sig at det kunne de heldigvis rigtig godt lide ;-) kl 19 mødtes de 3 fra vores gruppe, der ikke var med på Bridgewalking sidste gang, med alle dem der måler 140 cm eller derover fra sommerlejren. Charlotte havde nemlig skaffet billetter til Bridgewalking til os alle. Vi var derfor 35 i alt der fik oplevet bridgewalking. Turen var meget flot og spændende, men også våd og blæsende. Men alle, store som små klarede turen virkelig flot.
Bål om aftenen blev det ikke til, da vinden var for kraftig, og det regnede for meget.
Mandag var det meningen at vi skulle til vandet og lege med kajakker, men vinden var for kraftig til at det ville være forsvarligt og sjovt. Vi blev hjemme i haven, hvor der så blev spillet spil, hygget og grinet. Eftermiddagen gik med en sejltur på Lillebælt, selvom turen var tæt på at blive aflyst på grund af for meget vind.
Men på hval-Safari skulle vi. Vi tog med det gode skib M/S Sabine fra havnen i Middelfart og vi fik den dejligste tur. Vi fik en masse blæst, en masse regn og vi så en masse Marsvin. Vi sejlede under begge Lillebæltsbroer og det var lidt af en oplevelse at sejle under specielt den gamle bro, nu hvor de alle også har været oppe på toppen af broen og gå rundt. Broen virker temmelig stor når man sejler under den og når man ser andre være på Bridgewalking, så virker de mennesker ikke særlig store.
Efter en dejlig sejltur, var det godt at komme hjem til en god stor gang biksemad fra vores lokale slagter.
Efter aftensmaden fik vi fint besøg, der kom nemlig 21 ude fra sommerlejren. Vi skulle alle undervises af Eva Funding, så efter lidt tekniske udfordringer kom signalet godt igennem til vores fjernsyn. Så vi sad/stod 35 mennesker i vores dagligstue og blev fjernundervist af Eva, hun fortalte om ny behandling og alle lyttede meget intenst.
Bål om aftenen blev det endnu engang ikke til, da vinden igen var for kraftig og det regnede for meget.
Natten til tirsdag regnede det meget, så nogle af gutterne vågnede op til deres helt egen svømmepool i deres telt. Alt var blevet godt vådt og klamt. Det blæste stadig rigtigt meget og bygerne der kom var meget kraftige, så det blev til mere hygge i det store telt. Men ud på eftermiddagen klarede vejret dog lidt op og derfor tog vi straks til stranden, dog uden kajakker, vinden var stadig meget kraftig. Men til stranden kom vi og som om vi ikke havde fået vand nok, så var vi nogle der hoppede i bølgen blå. Det var en “frisk” oplevelse, da vandtemperaturen var 13 grader og der ikke var nogen sol til at varme os da vi kom op.
Vi var efterhånden alle trætte af regn og blæst, så vi trængte til at komme ind i læ. Vi tog i biografen og så Indiana Jones, super dejligt med lidt varme og en blød stol. Endnu engang ingen bål om aftenen.
Natten til onsdag blæste det meget og da vi stod op begyndte det virkelig at regne igen, så i silende regn fik vi pakket festival pladsen sammen. Med fælles hjælp gik det hurtigt og allerede ved 11 tiden var der afgang mod sommerlejren på Strib idrætsefterskole og da jeg havde sagt farvel til de skønne unge mennesker var der godt nok stille hjemme i haven.
Heldigvis var Charlotte og jeg inviteret til aftensmad ude på efterskolen, så her kunne vi rigtig få sagt farvel til “vores” unge gruppe af skønne mennesker.
Vi fik i alt 28 mm regn fra søndag eftermiddag til onsdag middag, så vi var lidt udfordret med al den regn og med blæsten. Men humøret var højt hele tiden og det er med til at vise hvilket sammenhold der er i denne gruppe. Sommerlejren skaber sammenhold og livslange venskaber, det har jeg oplevet på egen krop og det er fantastisk at se at det stadig er på denne måde. Selvom blødersygdommen ikke fylder alverden i samtalerne i gruppen, så viser sygdommen alligevel engang imellem at det er fællesnævneren og erfaringer udveksles. Jeg tror på at det er til stor gavn for alle, at de nu kender hinanden så godt og at de har det fælles netværk som de gennem tiden har opbygget.
- Citat: Efter 10 mm regn om natten, lyder en af meldingerne fra morgenmaden. ”Jeg er blevet en rigtig vandhund. Mit telt er blevet til en pool”
Skrevet af Palle Skovby
Vi ses igen til næste år i uge 27 til endnu en Ungecamp.
BløderNyt
BløderNyt er Danmarks Bløderforenings medlemsblad, der udkommer to gange om året og lander i alle medlemmers postkasser. Læs nye og tidligere udgaver af bladet.