Seniorseminar 2012
Årets 50+ seminar var i år skåret ned til en enkelt overnatning – 24 timers samvær, denne gang uden bustur.
23 af Bløderforeningens 50+ medlemmer var mødt op, og de fleste af jyderne gjorde seminaret til en to-nætters oplevelse: De kom om fredagen med dem selv som inspiration og underholdning.
Foredrag om Ringsteds historie
Ringsted midt på Sjællands fede jord var engang centrum for rigdom og magt og de dramaer, der udspillede sig i kampen om at besidde den. Sct. Bendts Kirke vokser op af jorden, mægtig og alvor-lig. Danmarks første hus bygget med teglsten, de store og meget smukke munkesten, produceret lidt uden for byen i Danmarks første teglværk.
Det fortættede programs første punkt var en rundvisning i kirken – godt to timers vidende foredrag af Elmo Hansen, der næsten kendte hver eneste sten og historierne om dem. Det var den store Danmarkshistorie på et af dens vigtigste åsteder med alle de døde konger og dronninger i Valdemarslægten.
Sct. Bendts Kirke i Ringsted var kongernes kirke før Roskilde overtog begivenhederne. Da vi forlod kirken, mødte vi efteråret, måtte stride os gennem storm og regn til eftermiddagens kaffe og kage på hotellet.
Aftenunderholdning om pilgrimsvandring
Med kun 24 timer må programmet være lidt stramt, så festmenuen på tre retter måtte indtages lidt tidligere end ellers for at give plads til aftenens program, der var så spændende, at det fyldte hele aftenen til alles tilfredshed.
Fra Sct. Bendt Kirke var vejen naturlig; på middelaldervis at tage på pilgrimsrejse ad Carminoen i Nordspanien til Sct. Jacobs grav i Santiago de Compostela og videre til verdens ende. Niels Henrik Lieberkind tog, da han blev pensioneret, sin cykel og kørte de 2400 km til den spanske grænse for her at indlede pilgrimsvandringen 900 km. ad Carminoen. Over to måneder tog turen, der gav inspiration til at gå på opdagelse igen og igen.
Niels Henrik Lieberkind tryllebandt os, så selv vi gamle på 50+ fik lyst til at tage turen. Egentlig handlede det om refleksion: Hvad sker der med en, når man begiver sig ud på en rejse, der er en personlig vandring, og man kommer hjem med nyt perspektiv på tilværelsen? Dette formidledes på en sådan måde, at vi kunne mærke rejsens vingesus.
Blødernes historie
Søndag formiddag vendte vi tilbage til os selv. Dr. Pæd. Birgit Kirkebæk, der i samarbejde med undertegnede har udgivet et temanummer af Handicaphistorisk Tidsskrift om Danmarks Bløderforening og blødernes historie, fortalte engageret om Bløderforeningens kampe gennem tiden og om blødernes eksistens og skæbne mellem sygdom og politik. Man kunne have bekymret sig om, hvor-vidt et foredrag om blødernes historie blot ville være at fortælle noget, som alle vidste i forvejen. Men det viste sig, at Kirkebæks refleksioner og indignation over blødernes behandling, de vanskelige livsvilkår og mødet med døden som en meget aktuel tilstand, ikke bare gav os vores historie, men blev andre til del.
Forskningsfronten og fremtiden
Theis Bacher fortalte om arbejdet med at udvikle langtidsvirkende faktorpræparater, hvor langt man er nået, og hvordan det virker. Meget svært stof, som Theis fik gjort enkelt og forståeligt. Og pludselig gik tiden hurtigt, for Bløderforeningens fremtid og ikke mindst 50+’ernes fremtid kom til de-bat. Godt den gjorde det, for 50+ vil ikke fusionere. Den vil leve sit eget liv, som den har gjort i de over 10 år, den har været mødested og netværk for ældre blødere.
Tak for et godt seminar
Alt i alt blev det til 24 timers fortættet program, hvor indholdet gav oplevelse og refleksion. Første-klasses mad og ophold er en stor del af oplevelsen. Det levede Hotel Scandic op til.
Tak til Tine og Theis Bacher for god planlægning, der holdt langt mere end den lovede.
Lasse Rydberg
BløderNyt
BløderNyt er Danmarks Bløderforenings medlemsblad, der udkommer to gange om året og lander i alle medlemmers postkasser. Læs nye og tidligere udgaver af bladet.