Sidste år var ungegruppen for første gang en del af den årlige Bløderlejr, og det var en succes. Derfor gentog de successen igen i år, hvor en håndfuld unge blødere deltog.

Af Lasse Rydberg og Aase Kristensen

For snart 20 år siden tog Bløderforeningen initiativ til at samle ældre blødere til årlige møder, hvor man blandt andet kunne udveksle erfaringer om at være bløder og blive ældre. Baggrunden var, at medicinsk behandling medvirkede til, at mennesker med blødersygdom blev ældre end tidligere set. Der var et ønske om at vide mere om, hvordan almindelig alderdomssvækkelse og -sygdom ville virke på folk med blødersygdom, ligesom man indadtil og udadtil ville markere, at mennesker med blødersygdomme ville blive ældre. Et andet vigtigt perspektiv var, at inddrage blødernes ægtefæller, idet disse havde en stor rolle i rigtig mange bløderes liv.

50+ seminarerne, som møderne blev kaldt, havde denne særlige konstruktion, at vi mødtes ikke kun som blødere, men som familier, hvor sygdommen har betydning for familielivet. På en måde opstod der et fællesskab, som kan minde om et familietræf. De første mange år mødtes vi to gange om året til et tredages-weekendmøde og til et heldagsmøde. Med tiden forsvandt heldagsmøderne og tredages-weekenden blev til et lørdag-søndagstræf. Traditionen med at se på mødestedets seværdigheder blev indskrænket. Der blev med andre ord færre midler til at holde gang i ældrefællesskabet i foreningen.

Når jeg indleder en beskrivelse af årets 50+ seminar i Fredericia med denne historie, skyldes det, at dette seminar på flere måder rejste spørgsmålet om ældre-bløder-fællesskabets fremtid. Dels var der rekord lav deltagelse (17 blødere og pårørende), dels var arrangementet (selv om det blev vellykket) ikke et udtryk for tilrettelæggernes ønsker, men for det, der kunne lade sig gøre inden for en økonomi, hvor der var forsvindende små midler til dem, der skulle stå for indholdet. Dette er ikke en kritik, men en udfordring for fællesskabet mellem ældre blødere og deres ægtefæller.

Dette blev et tema på mødet, hvor man drøftede forslag til fremtidens 50+ seminar. Aase Kristensen (ægtefælle) og Henrik Kejlberg (bløder og bestyrelsesmedlem) vil blandt andet gennem en undersøgelse blandt ældre blødere og deres ægtefæller få indsigt i, om der fortsat er behov for et sådant fællesskab, og hvis ja, søge nye ideer til rammer, indhold og økonomi.

Socialrådgiver og konsulent Lis Larsen, der er kendt af mange blødere for hendes tidligere arbejde i Bløderforeningen, indledte weekenden med det, man kalder en spørgetime med tema om sociale og økonomiske emner, som fylder meget i den enkelte bløders liv. Men især udviklede samtalen sig til en debat om mulige diskursændringer, der kan få betydning for den måde, vi oplever synet på syge og handicappede. Mere kan ikke være vigtigere på et træf af blødere, der har livslang erfaring med at være patient og bruger af samfundets tilbud. Alene denne del af seminaret kunne begrunde, at vi skulle være mere end 17 deltagere.

Pusterummet i eftermiddagens program var en tur til Christianskirken for at se Bjørn Nørgaards udsmykning kaldet ”Du skal elske din fjende”. Det er et imponerende kunstværk: En altertavle, nadveren med ligestilling i deltagelse – to lysestager, der vokser ud af bibelhistorien, - og endelig en kæmpe glasmosaik-udsmykning, der fylder rummet. Et imponerende hovedværk i dansk kunst, og skønt ikke meget omtalt, så er det blevet besøgt af 150.000 gæster på de 9 år, det har eksisteret.  

Efter aftenens middag fik vi bøg af Lis Ingemann, der gennem 10 år af sit liv, har brugt sin ferie på at være en af vejens vagabonder, en bedstemor på fodtur med barnevogn med det nødvendige udstyr til at leve livet under åben himmel og blandt mørke træer. En fascinerende fortælling om a bruge sit liv på en anden måde og følge spor i landet, blandt andet denne aftens tema, i digterens Steen Steensens Blichers fodspor.

Samværet mellem møderne er 50+ seminarets dna, det er her, der skabes et fællesskab og en følelse af samhørighed. Vi er lidt af en familie.

Søndag morgen var der stolegymnstik. Lasse Rydberg (der er bløder og også idrætsformand ) fortalte om stolegymnastikkens historie og betydning. Han var sprunget til, da der ikke var midler til at honorere dem, der burde havde været der. 

Dels fremlagde han – dels viste han billeder og film om emnet. Han viste os desuden diverse redskaber som kan bruges til motionen. Det være sig vandflasker som håndvægte, gamle cykelslanger som kan bruges til udstrækning og engangsklude som man kan bruge som skøjter. Han fik os både op af stolen samt lave øvelser mens vi sad i stolen og det alt sammen mens vi fik os et godt grin.