I 1980’erne blev 91 danske blødere smittet med hiv og 177 med hepatitis C af den blødermedicin, der blev produceret på blodplasma. Læs om den lange og omfattende retssag der fulgte her.

---

I firserne blev blødermedicin lavet på baggrund af blodplasma, og i starten af firserne begyndte de første forlydender om aids og hiv-smitte blandt blødere at dukke op. I midtfirserne blev det klart, at hiv-virus smitter gennem blod, og at blødermedicin derfor er smittebærende.

Det medførte en periode med stor frygt blandt bløderne og bløderbørns forældre, der kom til at stå i et tilbagevendende, kæmpe dilemma mellem at tage medicin eller ikke. Den enkelte forældre skulle således ved hver af sit barns blødninger træffe en alvorlig beslutning, mellem enten at give sit barn medicin og risikere, at det blev smittet med hiv eller også lade være og dermed vide, at barnet risikerede tidlig invaliditet og måske død.

Trods dokumentation om smitterisiko og henvendelser fra læger og Danmarks Bløderforening var Sundhedsstyrelsen og indenrigsminister Britta Schall Holberg i flere måneder afvisende over for at tilbyde danske blødere varmebehandlet faktormedicin, dvs. medicin uden risiko for smitteoverførsel. Først da sagen kom i mediernes søgelys, skete der noget.

Tragedien blev yderligere intensiveret af, at den sidste bløder blev smittet EFTER 1. januar 1986, hvor de danske blødere ellers skulle være sikret screenet og varmebehandlet faktormedicin. Sundhedsstyrelsen havde imidlertid indgået aftale med Statens Seruminstitut og Nordisk Gentofte om at opbruge deres gamle lagre af ikke-screenet donorblod – uden at læger og patienter var vidende om det.

Danmarks Bløderforening lagde i 1987 sag an om Nordisk Gentofte, Statens Seruminstitut, Sundhedsstyrelsen og Indenrigsministeriet om anvendelse af ikke-screenet donorblod efter 1. januar 1986. Sagen kørte indtil 1995, hvor foreningen tabte sagen i Østre Landsret.

Til gengæld bevilligede Folketinget straks efter dommen 20 mio. kr. til en erstatningsfond for de smittede blødere. Forinden var hver smittet blevet tildelt en godtgørelse, der blev forøget flere gange til et samlet beløb på 750.000 kr. til hver. Ligeledes fik Bløderforeningen i 1996 ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol medhold i en sag mod Staten Danmark om langsommelig sagsbehandling.

Blødersagen blev en lang og omfattende sag, der fyldte meget i mediebilledet. Der var tale om en række menneskelige tragedier, der også fik betydning for den almene patientsikkerhed. Således indgik Folketinget i kølvandet på hele sagen en aftale om en lægemiddelforsikringsordning, der sikrer patienterne en lettere adgang til at opnå erstatning.

De danske bløderpatienter, der blev smittet med Hepatitis C, har ikke modtaget individuelle erstatninger fra den danske regering. Danmarks Bløderforening kæmpede i mange år for at få oprettet en Hepatitis C-erstatningsfond i lighed med den fond, som blev oprettet for de hiv-smittede blødere. Det viste sig desværre at være en forgæves kamp, som Sundhedsministeriet i 1997 afviste, og som foreningen efter den årlige generalforsamling valgte at henlægge i 1999. Dog indgik flere patienter fra blødergruppen i 2010 et økonomisk forlig med en række medicinalfirmaer i en amerikansk ledet og verdensomspændende retssag. I alt blev 177 danske blødere smittede med Hepatitis C-virus gennem deres medicin.

Som reaktion på offentliggørelsen af rapporten fra den engelske undersøgelseskommission Infected Blood Inquiry, sendte Danmarks Bløderforening i oktober 2024 en henvendelse til Folketingets Sundhedsudvalg. Kommissionen har kortlagt årsagerne til overførsel af smitte med hepatitis C og HIV via blod og blodprodukter til patienter behandlet i det britiske sundhedsvæsen, NHS, fra 1970’erne til 1990’erne. De forhold, der udredes i den engelske undersøgelse, kan i vidt omfang genfindes i hændelser og forløb i Danmark, hvor de danske bløderpatienter i samme tidsperiode blev smittet med hepatitis C og HIV gennem deres blødermedicin, som dengang blev produceret på baggrund af blodplasma.

Den engelske undersøgelseskommission konkluderer, at der allerede i 1970'erne var så meget viden om overførsel af vira via blod, at man burde have strammet op og taget forholdsregler. Havde man gjort det, kunne smitte med hepatitis C være minimeret og smitte med HIV kunne være undgået. Blødersagen er således stadig en stor advarselstrekant i medicinal- og samfundshistorien, og i sin henvendelse til Folketingets Sundhedsudvalg opfordrede Danmarks Bløderforening til, at man tager ved lære af den engelske Inquiry rapports anbefalinger, der rækker ud over blødersagen som sådan.

Med henvendelsen sendte foreningen også en opfordring til, at den danske stat anerkender og påtager sig ansvaret for, at også danske patienter blev smittet med hepatitis C gennem behandling i det danske sundhedsvæsen; ”Vi ved nu, at de danske bløderes krav om erstatning for smitte med hepatitis C uretmæssigt blev afvist i 1997, og det bør man i dag fra politisk og myndigheds side anerkende og godtgøre.” Samtidig opfordrede foreningen også til, at man fra politisk hold sikrer, at den gruppe af bløderpatienter, der også blev smittet med HIV, fortsat modtager livslang støtte, som det har været intentionen med loven.

Læs hele henvendelsen på Folketingets hjemmeside, SUU Alm.del Bilag 9, 07-10-2024 (2024-25) > 

 

Mere baggrundsinformation om Blødersagen kan hentes i:

• ”Mareridt i to akter” af Martin Breum, trykt i Magtens Bog fra 2002 (red. Erik Valeur, Peter J. Schjødt, Ulrik Dahlin og Arne Gaardmand)
• Danmarks Bløderforening gennem 25 år – en forenings arbejde på godt og ondt 1970-1995. Udgivet af Bløderforeningen
• The Inquiry Report (2024), Vol. 1. Overview and Recommendations
• Makris, Michael & Brian O’Mahony: “Learnings from the United Kingdom infected blood inquiry”, RPHT, Volume 8, Issue 4102458, May 2024

Læs mere om Blødererstatningsfonden:

Læs også:

Lyt til: