Kvinder kan også have en blødersygdom. De mest udbredte blødersygdomme blandt kvinder er von Willebrand sygdom og ITP.
Af Julie Brogaard Larsen, lægestuderende
Nogle gange er man slet ikke i tvivl om, at man har en blødersygdom. Fx hvis man allerede som lille har oplevet at bløde kraftigt, når man faldt og slog sig, ofte har fået voldsomt næseblod og blå mærker, og måske har fået det så dårligt af at bløde, at man havde brug for behandling. Så bliver man typisk undersøgt og får konstateret sygdommen, mens man stadig er barn.
I de lettere tilfælde af blødersygdom er tegnene imidlertid ikke så tydelige og kan lettere overses – for alle børn får jo næseblod, hudafskrabninger, der bløder, og blå mærker, og hvor meget er det nu lige normalt at bløde…?
Derfor får man nogle gange først mistanken til sygdommen lidt senere i livet, når situationer med risiko for større blødning opstår. Fx hvis man skal opereres, have trukket en tand ud, eller når man som pige får sin første menstruation. Typisk vil man bløde meget under menstruationen, og de fleste vil kontakte deres praktiserende læge på grund af dette.
At have kraftige menstruationer er imidlertid ikke nogen ualmindelig ting, og det er ikke nødvendigvis et tegn på sygdom. Så meget ofte vil pigen få behandling for menstruationsgenerne før man kommer til at tænke på, om det kunne skyldes en blødersygdom. En af de meget brugte behandlinger mod kraftig menstruation er p-piller, fordi det både kan nedsætte mængden af blødning, gør det nemt at kontrollere menstruationen og virker som en effektiv præventionsform.
Det vil altså sige, at mange teenagepiger og yngre kvinder, som skal undersøges for blødersygdom, allerede får p-piller på det tidspunkt, hvor undersøgelsen foregår.
Den hyppigste arvelige blødersygdom er von Willebrands sygdom, så det vil ofte være denne sygdom, mistanken retter sig mod, selv om det selvfølgelig også kan være en anden sygdom, der er på spil.
For at finde ud af, om pigen har von Willebrands sygdom, tager lægen en blodprøve, hvor man måler von Willebrand-faktor, som er det protein, man mangler ved von Willebrands sygdom. Lægen undersøger, om von Willebrand-faktor ligger over eller under en bestemt grænseværdi, og sammenholdt med patientens symptomer, familiehistorie og evt. andre blodprøver stiller lægen diagnosen på denne baggrund.
Vi ved, at p-piller påvirker nogle af de proteiner i blodet, som hjælper med at få blodet til at størkne, bl.a. faktor VIII, som man mangler ved hæmofili. Men vi ved ikke meget om, hvad p-piller gør ved von Willebrand-faktor da der kun er ganske få forsøg på verdensplan, som har undersøgt dette.
Hvis p-piller kan få mængden af von Willebrand-faktor i blodet til at stige, som det er tilfældet for nogle andre blodstørkningsproteiner, så kan det jo påvirke de blodprøver, man tager for at undersøge, om en person har sygdommen eller ej. Så vil pigen måske få et blodprøveresultat, der siger ”rask”, selv om hun i virkeligheden har sygdommen.
Derfor har vi på Center for Hæmofili og Trombose på Skejby Sygehus sat os for at undersøge, hvordan p-piller påvirker von Willebrand-faktor.
Dette har vi gjort ved at måle mængden af von Willebrand-faktor i blodet før og efter p-pillestart hos en gruppe kvinder, der begyndte på p-piller. Vi målte von Willebrand-faktor tre og seks måneder efter p-pillestart, så vi både kan se, om der sker en ændring i von Willebrand-faktor efter start på p-piller, og om denne ændring fortsætter efter længere tids behandling, om den stabiliserer sig, eller om niveauet falder igen.
Vi har også inkluderet en gruppe kvinder, der ikke tog p-piller, og målt deres von Willebrand-faktor med tre og seks måneders mellemrum. Når man har en sådan kontrolgruppe at sammenligne med, kan man nemlig være mere sikker på, at det virkelig er p-pillerne, der er skyld i en evt. ændring i von Willebrand-faktor.
Da von Willebrands sygdom er en relativt sjælden sygdom, har vi lavet undersøgelsen med deltagelse af raske kvinder for at kunne få et tilstrækkeligt antal forsøgspersoner. I alt deltog 19 raske kvinder mellem 18 og 34 år i p-pillegruppen og dobbelt så mange i kontrolgruppen.
Ud over mængden og funktionen (”aktiviteten”) af von Willebrand-faktor har vi målt faktor VIII. Vi har også målt mængden af graviditetshormon og af et bestemt protein, CRP, som siger noget om immunforsvarets aktivitet, og bestemt deltagernes blodtype. Både graviditet, aktiveret immunforsvar og blodtype kan nemlig påvirke von Willebrand-faktor.
Forsøget er stadig i gang, og vi har på nuværende tidspunkt kun nået at analysere resultater fra de første 10 deltagere i p-pillegruppen, og kun efter tre måneder. Vores foreløbige resultater viser en stigning i aktiviteten af von Willebrand-faktor (denne blodprøve hedder også ristocetin-cofaktor og er en af de helt centrale i diagnostikken af von Willebrands sygdom) og i FVIII efter start på p-piller. Von Willebrand-faktor steg 16 procent og FVIII steg 10 procent. I kontrolgruppen var der ikke nogen stigning, så det tyder på, at det faktisk er p-pillerne, der får von Willebrand-faktor til at stige.
En stigning på 16 procent gør sandsynligvis ikke nogen forskel hos patienter med meget nedsat von Willebrand-faktor. Hos en kvinde, som kun mangler proteinet i lettere grad, kan p-pillerne dog måske forårsage, at resultatet på blodprøven stiger op over grænseværdien – og det kan camouflere von Willebrands sygdom.
Det betyder altså, at i tilfælde af, at symptomer og blodprøver ikke rigtigt passer sammen – at en ung pige/kvinde har symptomer på blødersygdom, men von Willebrand-faktor ligger over grænseværdien, og hun tager p-piller – så kan lægen med fordel bede pigen om at stoppe med p-piller i en periode, og herefter måle von Willebrand-faktor igen.
De sidste resultater forventes at være klar i februar 2014, og så kan vi forhåbentlig sige lidt mere om, hvorvidt den stigning i von Willebrand-faktor, som vi har set efter tre måneder, stadig gør sig gældende, når man har taget p-piller i lidt længere tid.
Julie holdt oplæg om sin forskning på Kvindeturen 2013.
Læs om graviditet og blødersygdom:
Graviditet
I forbindelse med graviditet og fødsel er det altid vigtigt at inddrage hæmofilicenteret eller sin hæmatolog i forløbet, og når man selv eller i familien har en arvelig blødersygdom, kan der følge mange overvejelser med, når man ønsker at få børn.
Personlige beretninger
om kvinder med blødersygdom:
Troede det var normalt
Maria var 25 år, før hun fandt ud af, at hun er født med en sjælden blødersygdom. Tegn havde der ellers været nok af med blå mærker, heftig menstruationsblødning og et kejsersnit, der ikke ville stoppe med at bløde. Men sådan var det jo bare i Marias familie. Hendes mor havde de samme tegn.
Her kan du finde Blødt igennems egen hjemmeside med information om kvinder og blødersygdom.